Højbede, grønkål og hindbær

Det er en god ide, at samle hestens efterladenskaber op og benytte det til kompost. Men aldrig rent. For nye frø kan slet ikke tåle de stærke sager. Arkivfoto: Michael Koch

Det er en god ide, at samle hestens efterladenskaber op og benytte det til kompost. Men aldrig rent. For nye frø kan slet ikke tåle de stærke sager. Arkivfoto: Michael Koch

Hvordan kan jeg bedst muligt forberede mine tre højbede til foråret, så jeg kan få fuldt udbytte af dem, uden at bruge kunstgødning og sprøjtegifte? Jeg har adgang til ren hestegødning. Skal det graves ned og eventuelt blandes med kompostjord, eller skal jeg bruge det som jorddække? Er det en god ide at få taget en jordprøve af mine højbede og kan jeg blande jorden fra alle tre højbede? Hvordan undgår jeg larver i min grønkål? I år fik jeg på grund af kulde i foråret ikke meget ud af mine grøntsager. Vil det hjælpe at dække med fiberdug efter frøene er sået? Jeg har to slags hindbær, en almindelig og en sen sort. Hvordan får jeg mest ud af dem? Skal de klippes ned nu eller til foråret, og skal de gødes nu eller til foråret? Bente Børglum Det er aldrig en god ide at fylde ren kompost eller gødning ned i et højbed. Det skal altid blandes. Mange nye frø kan slet ikke tåle de stærke sager, og så bliver det du sår i køkkenhaven ikke til noget særligt. Du skal derimod blande kompost eller hestegødningen, så to tredjedel er jord og en tredjedel er kompost eller gødning. Plantekompost indeholder i hovedreglen ikke megen gødning, men er der dyregødning i, som i hestemøg, er det straks noget andet. Bland en tredjedel hestemøg med to tredjedel jord, så skulle du have en god sund blanding, og det skal helst i jorden her i efteråret, vinter. Derimod kan man bruge omsat kompost, det vil sige kompost, der er som jord og lugter af skovmuld i foråret. Har du herudover overskydende kompost som ikke er omdannet, er det godt at lægge på jorden nu og i alle bede som en dyne og rive det sammen igen i foråret. Det kunne godt tænkes, at dit dårlige udbytte mere skyldes for megen uomsat kompost i din jord, end det skyldes kulde. En analyse af jorden fortæller hvilke gødningsstoffer din jord mangler, men prøv lige med den anbefalede blanding af hestemøg og jord, og ja du kan sagtens blande det hele i en pærevælling, altså alle tre bedes jord kan godt blandes sammen. Grønkålslarverne kan man pille af, hvis man inspicerer sin kål to gange om ugen. Man kan begrænse angreb ved at lægge insektnet over først i juli, men det gode ved grønkål er dog, at der vokser nye blade ud, hvor andre er ædt. Bladene udvikles i løbet af efteråret. Hvis du vil så tidligt, er det vigtigt at jorden er varm nok, til det du sår. Dæk med klart plast (ikke sort) i god tid, så varmes jorden op. Og ja, et insektnet holder på en smule af varmen. Ellers brug plast i en lille plasttunnel. Det kan skaffes via havecentrene eller du kan lave en plasttunnel selv med noget plast og bøjet hegnstråd. Det bedste er måske at have tålmodighed. Det lønner sig aldrig at så for tidligt. Tidlige hindbær kommer på to års skud, der klippes helt tilbage efter de har båret. Sene hindbær kommer på de skud, der skyder op i løbet af foråret. De klippes også, når de har givet bær, men lader du dem stå, så giver de bær endnu engang. Der er dog den fordel, at de sene bærs skud, der vokser op i løbet af sommeren og giver bær i efteråret, ikke angribes af orm. Gødning og især vand gives normalt efter plukning. Lars Lund