Højbjerg får ny konkurrent i Bayern München

Bayern München har hentet den brasilianske midtbanespiller Douglas Costa i ukrainsk fodbold.

1. juli 2015 12:13 - Opdateret 1. juli 2015 12:13

I forvejen er konkurrencen på midtbanen i Bayern München stor for den danske landsholdsspiller Pierre-Emile Højbjerg. Og nu bliver den endnu større i den tyske storklub.

Den brasilianske midtbanespiller Douglas Costa skifter til Bayern München, oplyste Shakhtar Donetsk onsdag på sin hjemmeside.

24-årige Douglas Costa har spillet i den ukrainske fodboldklub med store succes siden januar 2010.

Det er blevet til 203 kampe og 38 mål for ukrainerne, som har vundet mesterskaberne i både 2010, 2011, 2012, 2013, 2014.

- Shakhtar takker Douglas for den tid, han har tilbragt på holdet og ønsker ham al mulig succes i den nye klub, lyder det fra Shakhtar Donetsk.

Shakhtar Donetsk og Bayern München er blevet enige om alle nødvendige formaliteter, og transfersummen lyder på 30 millioner euro (cirka 225 millioner kroner), meddeler Shakhtar Donetsk.

Ud over Højbjerg skal Douglas kæmpe om spilletid med stærke spillere som Franck Ribery, Arjen Robben, Bastian Schweinsteiger, Thiago Alcantara, Xabi Alonso og Javier Martinez.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...