Litteratur

Højborg for bøger

Ingstrup har nu officiel status som Nordjyllands bogby

Borgmester Mogens Gade klippede den røde snor, mens formanden for Ingstrup Bogby, Inger Dueholm, assisterede.

Foto Lars Pauli
Borgmester Mogens Gade klippede den røde snor, mens formanden for Ingstrup Bogby, Inger Dueholm, assisterede. Foto Lars Pauli Lars Pauli

Opdateret 17. juni 2022 kl. 08:11

INGSTRUP: For et halvt år siden blev Ingstrup valgt som Nordjyllands bogby ud af et felt på i alt fem kandidater og lørdag blev bogbyen så officielt indviet. Det skete i Ingstrup Forsamlingshus med omkring 100 deltagere til vin, ost, pølsebord og dansant.

Konkurrencen om at blive bogby var udskrevet af Aalborg Centralbibliotek og Aalborg Kongres og Kulturcenter og derfor var Kirsten Boelt, der er leder af biblioteksfagligt område på Aalborg Centralbibliotek og direktør Ernst Trillingsgaard også at finde blandt aftenens talere.

Borgmester i Jammerbugt Kommune, Mogens Gade (V) havde givet tilsagn om at holde den officielle åbningstale trods en guldbryllupsfest, som han skulle deltage i. Men han nåede begge dele og brugte anledningen til at ønske Ingstrup tillykke med titlen som bogby. Et initiativ som er livsnødvendigt for den lille by og som kan tjene som et godt eksempel for andre mindre samfund, understregede han i talen.

Og der er allerede liv og aktivitet i byen, siger formand for Ingstrup Bogby, Inger Dueholm.

Mindst 25 huse har taget imod opfordringen om at smykke sine huse med ord og flere huse er på vej. Og ti bogvogne er blevet opstillet på forskellige matrikler i byen og yderligere fem er på vej. Vognene indeholder bøger, som er sorteret efter genre, krimier, historiske bøger, børnebøger, kogebøger etc. Halvdelen af pengene fra bogsalget går til den, der passer bogvognen - resten går til arrangementer i byen.

- Bøgerne får vi gratis, og det er alle mulige mennesker, der ringer og gerne vil aflevere deres brugte bøger, siger Inger Dueholm.

- Vi har eksempelvis fået en masse bøger og reoler fra en antikvar i Aarhus, som lukkede. Desuden bruger vi alle vores netværk for at gøre opmærksom på, at vi modtager brugte bøger, siger hun.

Selv om bøger i dag kan læses elektronisk, skorter det ikke på interessen for at frekventere de små hvide bogvogne, der er bygget som en kopi af badebyernes karakteristiske hvide badehuse.

- Der er basis for bogsalg, og det er også det vi hører fra dem, der har vognene opstillet. Selv om der endnu ikke er turistsæson, så er der allerede nu godt gang i handlen, siger Inger Dueholm, der er overbevidst om, at byens nyvundne status som bogby er med til at brande byen.

- Det betyder, at vi får en stærkt øget trafik, for når folk er på ferie i området, er de nu nødt til at komme ind omkring Ingstrup. På den måde kan vi nemmere tiltrække antikvarer og boghandlere, der vil etablere sig med en sommerbutik, siger Inger Dueholm.

Bestyrelsen har også flere arrangementer på trapperne, som alle har ordet og bøgerne som omdrejningspunkt, blandt andet et arrangement for børn og et værksted, hvor man lærer at skrive digte, og så skal der etableres en cafe i byen, hvor folk kan mødes til en kop kaffe og hvor man kan aflevere brugte bøger.

- Vi håber, at kommunen vil stille et hus til rådighed, som vi selv kan sætte i stand. Der er flere huse, som er i så dårlig stand, men i stedet for at kommunen skal bruge penge på at rive dem ned, vil vi gerne overtage et hus og renovere det, siger Inger Dueholm.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden