Høje krav til sikkerheden

Vi har aldrig været så godt forberedte, siger Jørgen Nissen

Musik 9. marts 2007 05:00

AALBORG: - Vi har aldrig været bedre forberedt til en koncert end vi er den her gang. Vi har vendt alle tænkelige situationer. Sådan siger Jørgen Nissen - daglig leder af Skråen og ansvarlig for afviklingen af koncerten i aften. Omkring 375 frivillige kommer på arbejde i aften - og det er omkring 100 flere end normalt til koncert i Gigantium. Det skyldes først og fremmest, at der - som det efterhånden vil være de fleste bekendt - også spilles ishockey samtidig. - For os betyder det at vi er nødt til at have vagter ved alle de udgange fra Skøjtehallen, der fører ind til foyeren. Og det nytter jo ikke noget at have en mand stående hvis der skulle være ti ishockey-fans, der finder ud af, at de gerne vil til Shakira-koncert bagefter. Derfor har vi 38 mand, der forhåbentlig ikke skal lave andet end at holde øje, siger Jørgen Nissen, der - trods alt - kun skal stå for sikkerheden indendørs. P-situationen udenfor er der andre, der skal forsøge at holde styr på. Og der er lagt op til kø fra omkring klokken 18. Koncerten begynder klokken 20, mens ishockeykampen starter klokken 19.30. Hvis ishockeykampen er afgjort efter ordinær spilletid, så er hockeytilskuerne og deres biler væk, når Shakira har sunget sit ekstranummer. - Vi har vendt alle worst case scenarier, så derfor har vi planlagt efter at ishockeykampen går i forlænget spilletid og at alle skal lukkes ud samtidig. Men bortset fra at det selvfølgelig vil give noget kø, så har vi styr på det, siger Jørgen Nissen. Shakiras krav Shakiras sikkerhedskrav er de strengeste nogensinde til en koncert i Gigantium. Den colombianske stjernes management kræver nemlig, at der bliver udført en meget grundig kropsvisitering af både mænd og kvinder, for at undgå, at tilskuere tager uønskede genstande med ind. Shakiras krav til sikkerheden er langt mere vidtrækkende end dem, der blev krævet af Kylie Minogue, Rod Stewart, Bob Dylan, Back Street Boys eller senest Iron Maiden. - Hvor meget security vi skal sætte ind, kan jeg ikke fortælle, det er en krævet hemmelighed. Men vi har aldrig før oplevet så stramme og omfattende regler i forbindelse med et musikarrangement. Der vil blandt andet være en grundig kropsvisitering af både mænd og kvinder, og det har vi indkaldt beredskab til, og det er mange. Vi skal have de 8.500 publikummer ind på under to timer. Vi opfatter publikum som roligt og stilfærdigt til denne koncert, men den almindelige sikkerhedsrisiko lader vi politiet om at afgøre, siger Jørgen Nissen, der skal styre en god del af begivenhederne i Gigantium. Umiddelbart ligner det langt fra en højrisikokoncert. - Shakira kommer jo fra Colombia og giver megakoncerter i Sydamerika for f.eks. 200.000 mennesker. Her bringer folk fyrværkeri, knive og skydevåben med, og det præger helt sikkert kravene til koncerten i Aalborg, mener Jørgen Nissen, der regner med at publikum skal indstille sig på, at det kan tage op mod en time at komme væk fra Gigantium.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...