Højere varmetilskud til de ældre

Pensionister kan nu se frem til, at kommunen betaler en større del af varmeregningen

Ældreforhold 8. maj 2007 06:00

BRØNDERSLEV: De pensionister der har fået skåret i rådighedsbeløbet i takt med at varmepriserne i Brønderslev har fået et stort hak opad, kan nu se frem til et plaster på såret. Det ser nemlig ud til, at kommunen fremover vil betale en lidt større del af varmeregningen. Økonomiudvalget har i hvert fald besluttet, at varmetilskuddet til folkepensionister og førtidspensionister bliver forhøjet, som følge af stigningen i varmepriserne. Formand for Ældrerådet Tage Enevoldsen gjorde på sidste byrådsmøde opmærksom på, at mange ældre var kommet i klemme, fordi tilskudsreglerne er indrettet sådan, at varmetilskuddet bliver beregnet ud fra de sidste tre års varmeregninger. Altså før priserne eksploderede. Men denne regel kan fraviges, hvis varmeudgifterne overstiger gennemsnittet med 10 procent. Og det er denne undtagelse, som Økonomiudvalget har valgt at benytte sig af. - Spørgsmålet blev rejst af formanden for Ældrerådet på sidste byrådsmøde, og det er derfor vi har behandlet den nu. Og vi har mulighed for at fravige tilskudsreglerne, så kan vi yde tilskud efter de nye varmepriser, forklarer borgmester Mikael Klitgaard (V). - Det vil altså sige, at pensionister fremover kan få tilskud efter de nye, høje varmepriser, siger han. Men samtidig med at pensionisterne for lidt mere varmehjælp, så bliver kommunen blot endnu hårdere ramt. - Vi kommer af med flere penge i varmetilskud lidt tidligere, end vi havde regnet med. Men det er ikke kun i varmetilskud. De forhøjet varmepriser rammer også nogle af vores institutioner, siger Mikael Klitgaard (V). De nye beregningsgrundlag for varmetilskud træder i kraft, så snart byrådet også har godkendt forslaget.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...