Højeste antal navneskift i 10 år

Danskere ændrer i stigende grad fornavn, men ikke for at være specielle. Det er bare ikke længere ligegyldigt for os, hvad vi bliver kaldt

Vi accepterer ikke uden videre det navn, vi har fået. Arkivfoto: Colourbox
19. maj 2017 08:07

DANMARK: Der er ikke langt fra Susanne til Sanne, men det kan nemt føles sådan. Sidste år valgte 19 danskere med navnet ­Susanne derfor at skifte det til Sanne. 8 Camilla’er blev til Mille, og 14, der før hed Rene, hedder nu officielt ­René med accent.

I alt 4779 danskere fik sidste år et nyt fornavn, og det er det højeste antal siden 2007.

Hvert år kommer flere til, men de får typisk ikke et helt nyt navn, der i fylde og elegance adskiller sig markant fra det gamle, sådan som man måske skulle tro, når man ser på det stigende antal unikke babynavne.

Nej, Charlotte bliver stilfærdigt til Lotte, og Poul bliver til Paul, viser Danmarks Statistik over de mest populære navneskift.

Forklaringen skal formentlig findes i en generel og nyere tendens til, at vi insisterer på harmoni mellem det, vi kaldes til daglig, og det der står i de officielle papirer, mener navneforsker på Københavns Universitet, lektor ­Birgit Eggert.

Det er heller ikke længere ligegyldigt, hvordan vores navn staves.

- Tidligere var det ikke unormalt at stave sit eget navn på flere forskellige måder. Man hed i det hele taget bare det, man nu blev kaldt, men i dag lægger vi meget mere af vores identitet i navnet. Når nogen kommer til at skrive Birgith med h til mig, så er det ikke mit navn. Eller når nogen kalder mig Birgitte, fordi de synes, det passer bedre til min alder, så er det ikke mig. Men for nogen bliver det så meget dem, at de vælger at ændre deres navn officielt, siger hun.

Der findes ikke specifik forskning i hvor meget af vores identitet, der er bundet op på vores navn, men siden navneloven blev liberaliseret i 2006, har man kunnet se en markant stigning i antal danskere, der gerne vil skifte enten for- eller efternavn.

Også numerologerne oplever i disse år fremgang, og det ser numerologen og uddannelseslederen Isabelle Cronebach ligeledes som et udtryk for, at vi føler os stadig tættere knyttet til vores navn - på godt og ondt.

- De fleste kommer således med helt specifikke ønsker til deres nye navn, og de er langtfra altid specielle, for mange vil gerne have et navn, hvor det ikke ser ud, som om at de har været til numerolog, mens andre gerne vil have specielle og unikke navne, som de altid har drømt om, siger hun til Kristeligt Dagblad.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...