Udland

Højesteret afviser at genåbne Assange-sag

Britisk højesteret genoptager ikke udleveringssagen mod Julian Assange. Dermed skal han udleveres til Sverige.

Højesteret afviser at genåbne Assange-sag

Wikileaks-stifteren Julian Assange får ingen hjælp fra den britiske højesteret i forbindelse med sagen om hans udlevering til Sverige, hvor han er anklaget for seksuelle overgreb.

Højesteret afgjorde torsdag, at den ikke vil imødekomme Assanges anmodning om at genåbne hans appelsag.

Det betyder, at Assanges eneste udvej nu er at anke til den europæiske domstol for menneskerettigheder i Strasbourg, som vil besvare hans henvendelse inden for 14 dage, skriver den britiske anklagemyndighed på sin hjemmeside.

Hvis han ligeledes får afslag her, er udleveringssagen endeligt afgjort, og derefter vil Assange blive sendt til Sverige snarest muligt.

Hvis domstolen i Strasbourg derimod vil tage hans sag op, kan den bede de britiske myndigheder om ikke at udlevere Assange, så længe sagen behandles. I så fald skal han være i husarrest i Storbritannien, til der er truffet en afgørelse i Strasbourg.

Assange kæmper imod en udlevering til Sverige, fordi han mener, at Sverige vil kunne udlevere ham videre til USA, hvor han beskyldes for at have begået langt alvorligere forbrydelser.

Svenske eksperter har imidlertid betegnet den mulighed som udelukket og siger, at Assange ikke kan sendes til USA uden samtykke fra Storbritannien, hvor han blev anholdt.

/ritzau/TT