Udland

Højesteret sparker Berlusconi ud af politik i to år

Silvio Berlusconi er bandlyst fra offentlige embeder i to år, og han risikerer endnu en straf for ulovlig sex.

Italiens højesteret har stadfæstet en dom mod landets tidligere premierminister Silvio Berlusconi på to års karantæne fra offentlige embeder.

Forbuddet blev indført sidste år som en del af en dom om skattesvig og forhindrer Berlusconi i at stille op til valg.

Den 77-årige rigmand blev idømt fire års fængsel for bedrageri - men dommen blev automatisk reduceret til et år på grund af en amnestilov fra 2006, der har til formål at reducere overfyldte fængsler.

Den tidligere italienske toppolitiker, som på grund af bedragerisagen også blev frataget sin plads i Senatet, forventes at afsone sin straf gennem samfundstjeneste på grund af sin høje alder.

Berlusconi har allerede fået et livslangt forbud mod offentlige embeder i en særskilt sag. I juni sidste år blev han idømt syv års fængsel for at have betalt for sex med en mindreårig og for at have misbrugt sin magt som premierminister til at dække over skandalen.

Berlusconi har to muligheder for at appellere sexsagen, før hammeren falder.

Milliardæren har holdt en forholdsvis lav profil, siden han blev smidt ud af det italienske senat sidste år. Men hans tilhængere siger, at han planlægger at stille op til EU-valget i maj.

Men så længe mediemogulen er blevet bandlyst fra at besidde et offentligt embede, vil han være udelukket fra politik. Han kan højst gøre reklame for sit parti Forza Italia.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.