Overenskomster

Højkonjunktur med svagere vækst

Risiko for mangel på arbejdskraft og for høje lønstigninger

KØBENHAVN:Dansk økonomi er midt i en stærk højkonjunktur, men væksten kan dog ikke følge med på samme høje niveau som i de foregående år. Det skyldes mangel på arbejdskraft og den dertil hørende risiko for høje lønstigninger, vurderer Nationalbanken i kvartalsoversigten for tredje kvartal. Nationalbanken spår, at den økonomiske vækst i år bliver 1,9 procent stigende til 2,1 procent til næste år, hvorefter væksten aftager til 1,3 procent i 2009. - Siden 2005 er beskæftigelsen i den private sektor øget kraftigt, og ledigheden er faldet til det laveste niveau i mere end 30 år. Presset på produktionsressourcerne er stort overalt i økonomien, og manglen på arbejdskraft har ikke været højere i flere årtier. Den danske økonomi befinder sig således på sin kapacitetsgrænse, lyder forklaringen fra nationalbanken. Klart lavere vækst Bankens økonomer peger på, at væksten dermed kommer til at ligge ¿klart lavere end i de seneste par år¿. Baggrunden er, at dansk økonomi kom forholdsvis stærkt ud af afmatningen i 2001-03 og siden har ligget konjunkturmæssigt foran euroområdets, men lidt bagefter den amerikanske økonomi. - I euroområdet fortsætter opsvinget, så væksten kommer over den danske i år og næste år, lyder vurderingen fra Nationalbanken. Den manglende kapacitet betyder, at en stor del af væksten i efterspørgslen dækkes af en øget import. Men det betyder samtidig, at virksomhederne investerer mere i udvidelse af kapaciteten. Til gengæld er der pres på løn- og prisudviklingen, og de senest indgåede overenskomstaftaler - mener banken - vil give højere lønstigningstakter end i den foregående overenskomstperiode. Banken peger på, at der blandt offentligt ansatte er ¿udbredte forventninger til mærkbare lønstigninger¿. Fortsat efterspørgsel Udviklingen vil bidrage til at øge inflationen, men prisfald på energi og lave stigninger på administrerede priser har dog hidtil holdt inflationen på et beskedent niveau under to procent, noteres det. Væksten i efterspørgslen er ikke et overstået kapitel men vil derimod fortsætte i de kommende kvartaler omend i en ¿mere afdæmpet¿ version. Det skyldes de seneste to års rentestigninger, som også har svækket boligmarkedet, og som i sidste ende giver aftagende vækst i privatforbruget. Økonomien får dog hjælp udefra, idet udsigterne for mange af Danmarks vigtigste eksportmarkeder er gode. - Eksportvæksten tegner trods svagere konkurrenceevne til at blive solid, vurderer nationalbankens økonomer. Nationalbanken konkluderer, at manglen på arbejdskraft betyder, at den økonomiske vækst ikke kan følge med den voksende efterspørgsel. - Kapacitetspresset forbliver højt i den kommende tid, og risikoen for mærkbare skadevirkninger på den danske økonomi i form af høje lønstigninger og tab af konkurrenceevne er fortsat til stede trods rentestigningerne, lyder det fra bankens talknusere. /ritzau/