Fodbold

Højmose og Co. klædt på til EM-afgørelse

Kvindelandshold i fodbold på plads i det nordjyske

AALBORG:Efter næsten syv års fravær er det danske kvindelandshold i fodbold tilbage i Nordjylland, hvor holdet i en årrække betragtede Hjørring Stadion som hjemmebane, indtil forholdene på det aldrende stadion blev så usle, at Dansk Boldspil-Union ikke længere ville være bekendt at invitere udenlandske gæster nordenfjords. Det gør DBU gerne søndag, hvor det topmoderne Aalborg Stadion lægger grønsvær til EM-kvalifikationskampen mellem Danmark og Belgien. Her udløser en dansk sejr billetter til EM-slutrunden i England i sommeren 2005, og de danske fodboldkvinder er klædt på til opgaven. Det gik de på scenen i Aalborg Kongres Center og beviste for deltagerne på den fælleskongres, der skal samle fagforbundene SiD og Kvindeligt Arbejder Forbund i Fagligt Fælles Forbund - i daglig tale kaldet 3F. De mange kongres-deltagere fik præsenteret landsholdets nye kampdragt, som fra nytår kommer til at bære det nye fagforbunds logo. Indtil da spiller kvinderne med SiD's logo på trøjerne, eftersom det hæderkronede specialarbejderforbund i april tegnede en fire-årig millionkontrakt med DBU og kvindelandsholdet efter års sponsortørke for det danske kvindelandshold. - Jeg kan godt få lidt kuldegysninger over, at så stor en organisation kan se så meget værdi i det, vi går og foretager os. Vi skal nok vide at vise os den anerkendelse værdig, fastslog landstræner Poul Højmose på et kort pressemøde torsdag. Han fastslog samtidig, at Danmark efter en 6-1 sejr ude over Belgien i fjor påtager sig rollen som tårnhøje favoritter i søndagens kamp. - Godt nok kender jeg ikke så meget til det belgiske hold, vi skal møde, for de har skiftet meget ud, siden vi slog dem 6-1. Men vi er favoritter, og det vil være det rene idioti at påstå andet, siger den danske landstræner.