Højre-ekstremisterne

Forskere vurderer, at der hverken er kommet flere eller færre danske nationalsocialster. Til gengæld er der sandsynligvis kommet flere national­liberalister, hvis mål er et Danmark kun for etniske danskere. Arkivfoto: PETER MUELLER /scanpix
Vold 1. oktober 2006 06:00

Højrefløjen marcherer frem i øjeblikket. Politiets Efterretningstjeneste konstaterer i sin årsrapport, at der har været ”et stigende aktivitetsniveau i de højreekstremistiske miljøer og grupper” i de seneste år. Hvad dette præcist dækker over, vil tjenesten ikke ud med. Men eksperter på området vurderer, at højreekstremisterne er gået frem, både når det gælder antallet af medlemmer og hvor mange aktioner, de får stablet på benene. Jeppe Lyng, der arbejder på en Ph.d. afhandling om emnet, vurderer, at der er mellem 2500 og 4000 aktive personer i miljøet. Han deler højreekstremisterne op i to grupper: Nationalsocialister og nationalliberalister. Nationalsocialisterne er de traditionelle nazister, der har en klar ideologi i ryggen, hvor jøderne er hovedfjenden. Johnny Hansen er den ubestridte leder, og de har et fysisk tilholdssted i Greve. - Der er hverken flere eller færre af disse mennesker end tidligere, siger Jeppe Lyng. Den anden gruppe, nationalliberalisterne, er dem, der har vind i sejlene. De mødes fortrinsvis på nettet i foreninger som Dansk Front og Stop Islamiseringen af Danmark. Deres modstand mod fremmede folkeslag bygger ikke på nogen egentlig ideologi, men snarere på en cost/benefit tankegang om, at Danmark ville være et bedre sted, hvis de andre ikke var her. I de senere år har der været en del overfald med racistiske motiver i Danmark. Men nationalliberalisterne er officielt imod vold, og de går ind for demokrati. Men det er et begrænset demokrati, der kun gælder for etniske danskere. Nationalliberalisterne er ikke tabere - alle lige fra intellektuelle til fodboldhooligans skriver indlæg på Dansk Fronts hjemmeside. De fungerer ude i samfundet med uddannelse og arbejde. Men når de kommer hjem, sætter de sig foran computeren og mødes på internettet. - Du behøver ikke være fem meter bred og to meter høj for at være højreradikal på nettet. Derimod kræver det en god boglig viden at begå sig i det miljø, forklarer Jeppe Lyng. I det sidste år har højrefløjen afholdt flere demonstrationer end normalt. Men de har været små - den største samlede omkring 100 mand - så det er stadig langt fra at være en massebevægelse på gadeplan. - De kæmper for at blive en bevægelse, der kan slå sig fast med kulturhuse, koncerter og store demonstrationer, men de har svært ved det. For det første, fordi venstrefløjen kommer rendende, hver gang de stikker næsen frem, og så ender det som regel i slagsmål. Og for det andet, fordi de ikke har nogen at arbejde sammen med. De radikale miljøer på venstrefløjen demonstrerer ofte sammen med Enhedslisten og SF - men Dansk Folkeparti vil absolut ikke sættes i forbindelse med de yderligtgående højrefløjsaktivister, siger Rene Karpantschof, forskningsassistent ved Københavns Universitet.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...