Højskole for tre generationer

Vrå Højskole satser på familiekurser for børn, forældre og bedsteforældre

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Hygge i fællesrummet. Fra venstre: Jens og Mette Toft og Sofie og Camilla Vahle.foto: Hans RAvn

VRÅ:- Det er mit barnebarn, der er kunstneren, lyder det fra Jytte Welling, imens hun lader blikket falde på glasperlerne på bordet foran sig. Hendes barnebarn, Mille Welling, går i ottende klasse og blev i foråret konfirmeret. I sin konfirmationsgave fik hun en uges ophold på Vrå Højskole af sin mormor. Sammen er de taget på familiekursus på højskolen her i efterårsferien. - Det var en måde, hvorpå vi kunne have noget sammen bare os to, siger Jytte Welling. Hendes barnebarn bor i København, og hun selv bor i Århus, og derfor er det ikke hver dag, de får lejlighed til at se hinanden. De to kursister er bestemt ikke de eneste, der har valgt at tage på familiekursus på højskolen. Der er i alt 40 kursister på familiekurset, der har fået titlen ¿Magi, trolde, hekse, drama¿. Ud af dem er der 15 voksne og 25 børn. Børnene er i alle aldre - helt fra den yngste kursist, der kun er 10 måneder gammel. Første familiekursus Det er første gang, Vrå Højskole holder familiekursus. Men det er helt sikkert noget, højskolen vil satse på i fremtiden. - Der er flere og flere familier, der ønsker at holde ferie sammen, og som ønsker aktivitet i deres ferie, siger Pia Schnoor, som er forstander på højskolen. Højskolen vil i fremtiden holde tre familiekurser om året, et i efterårsferien, et i påskeferien og et i sommerferien. Fælles om ferien Mette Toft har taget sine to sønner med på Vrå Højskole i ferien. - Vi ville gerne have mulighed for at lave nogle aktiviteter sammen i ferien. Og så er der jo også god mulighed for børnene at møde nye legekammerater, siger hun. Hun har valgt at lade sin mand blive hjemme. - Så har han tid til at male huset, griner hun. Familiekurset på Vrå Højskole varer fra søndag til og med lørdag, og der har været nok at tage sig til. Kursisterne har blandt andet haft rig mulighed for at udfolde sig kreativt i glas-og keramikværkstedet. Derudover har de været på skattejagt og masser af udflugter. For en voksen og et barn under 15 år koster kurset 3775 kroner.