Højskole skal være mere international

Vrå Højskole vil forsøge at lokke flere udenlandske elever til et ophold på skolen.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Søren Ottzen (tv) på Vrå Højskole i forbindelse med temaet "klimakunst" i 2009.Arkivfoto: Bent Bach

Udlandet skal også opleve noget så dansk som en højskole. Det mener man på Vrå Højskole eller Vraa Hojskole, som der fremover står på skiltet ved skolen. Højskolen har allerede elever fra 14 forskellige lande i dette semester, men ambitionen er endnu flere. - Grundtvigs tanker om "læring til alle i et fællesskab" er fundamentet for højskolen, men vi er også en mellemstor privat virksomhed, som skal have orden på økonomien og selvom vi lever for vores kursister, så lever vi også af dem, forklarer viceforstander Søren Ottzen. De udenlandske elever skal lokkes her til med mere markedsføring. - Vi har i samarbejde med IDEos fra Hjørring udarbejdet et nyt logo, der også er muligt for udenlandske elever, at læse. Derudover er der udarbejdet messestande og flyers til uddeling på uddannelsesmesser i Danmark og i udlandet, forklarer Søren Ottzen. Vrå Højskole har gennem de seneste fem år haft stigende elevtal og sidste år havde skolen 80 årselever. For nylig godkendte Hjørring Byråd en lånegaranti på 15 millioner kroner, som betyder, at skolen kan få gennemført en livsnødvendig renovering. Og med mulighed for at udvidelse af sengekapaciteten er ambitionerne vokset. - For fem år siden var vi 14 ansatte. I dag er vi 33. Hver eneste nordjysk arbejdsplads er vigtig, siger Søren Ottzen. Hos Væksthus Nordjylland er man enige og derfor har man netop foræret Vrå Højskole 100.000 kroner til at arbejde med hele virksomhedens internationale berøringsflade og som resultat øge væksten. Pengene kommer fra det EU-finansierede projekt GLOBAL og betingelsen er, at skolen selv skal komme med et tilsvarende beløb. - Vi tror på, at en øget markedsføring skal til for at øge det nuværende antal elever og derfor er vi glade for støtten, lyder det fra viceforstanderen.