Højskoledage med fokus på kultur og erhvervsliv

FJERRITSLEV:Der sættes fokus på kultur i den første af tre uger med Højskoledage i Aktivitets-Centret. Højskolelærer Else Højgaard, Brønderslev, indleder tirsdag 27. juni med sang. Hun afløses dagen efter af Lise Svanholm, Skagen, der vil fortælle om Skagensmalerne, inden tidligere ungdomsskoleforstander Karlo Jensen, Aabybro, torsdag 29. juni vil fortælle om Jeppe Aakjær. Dagen slutter med en tur til Jenle. - Det er vort håb, vi igen i år har fundet en række spændende emner og dygtige oplægsholdere, fortæller Ingeborg Mikkelsen, der sammen med Dagny Nielsen og Tove Sørensen har lavet programmet for de tre uger med højskoledage i Aktivitets-Centret. - Else Højgaard er ansat ved Diget Højskole ved Skagen, hvor hun underviser i musik. Det er med denne baggrund, at hun vil delagtiggøre højskoledeltagerne i den danske sang, fortæller Ingeborg Mikkelsen. Lise Svanholm har skrevet flere bøger om Skagensmalerne. Hun er samtidig en fremragende fortæller, så der venter deltagerne en stor oplevelse. Karlo Jensen har tidligere forelæst på Aktivitets-Centrets højskoledage. De to andre sommer-højskoleuger sætter fra tirsdag 18. juli fokus på det lokale erhvervsliv og fra tirsdag 1. august på Sønderjylland. Den sidste højskoleuge slutter torsdag 3. august med udflugt til Søderjylland med besøg ved Dannevirke, Jaruplund Højskole og Schleswig Domkirke.