Højskolepioner er faldet godt til

Ole Wille kom tilBrønderslev et halvt år før dronning Margrethe indviede Nordjyllands Idrætshøjskole

BRØNDERSLEV:- Der skulle ske noget nyt, og det har jeg aldrig fortrudt. Ordene kommer fra forretningsfører på Nordjyllands Idrætshøjskole i Brønderslev, Ole Wille, der i dag fylder 50 år. Ole Wille har været med til at opbygge Nordjyllands Idrætshøjskole, der blev indviet af dronning Magrethe 17. oktober 1986. Ole Wille begyndte i sit job et halvt år før skolen åbnede, og var således med i den sidste del af byggefasen samt med til at ansætte medarbejdere med mere. - Den største oplevelse var uden tvivl at opleve indvielsen, og arrangere en fest med 800 deltagere, fortæller Ole Wille. Han er fra Silkeborg, men allerede som to-årig flyttede han med forældrene til Ringsted. Han blev i 1973-74 uddannet i Ringsted kommune, og han var herefter fritids- og kulturkonsulent samt administrativ leder af skole- og kulturforvaltningen i Ringsted. I 1985 sluttede han således en treårig overbygning på sin uddannelse på Forvaltningshøjskolen i København. - Jobbet i Brønderslev var en udfordring, som jeg ikke kunne sige nej til. Vi var 15 nye tilflyttere, der kom til Brønderslev i forbindelse med højskolens etablering. - Vi fik en fantastisk modtagelse i Brønderslev. Alle var glade for, at højskolen kom, og den lokale opbakning, der var omkring skolen, var helt enestående. Der er også opstået gode venskaber. Skolen begyndte med 80 elever, men i 1991 skete en udvidelse til 126. I dag er der 70. - Højskolerne befinder sig i en overgangstid, hvor de skal omstille sig i forhold til det nuværende uddannelsessystem og det kræver, at de hele tiden fornyer sig. Vi har netop i år oprettet nye undervisningslininer, der fungerer som forberedende undervisning til videre uddannelse bl.a. indenfor politi- og sundhedsområdet. Ole Wille er spændt på en ny højskolelov, der formenligt vil blive gennemført i 2005. Skolens forstander, Troels Rasmussen, har sæde i det udvalg, der rådgiver ministeren omkring loven. Ole Wille kan dog glæde sig over, at Nordjyllands Idrætshøjskole har været i stand til at fastholde et fornuftigt antal elever. - Men der er desværre mange højskoler, der har det dårligt, siger han. Ole Wille kan glæde sig over, at Nordjyllands Idrætshøjskole har opretholdt kontakten til lokalbefolkningen. - Støttekredsen NIH Kultur & Musik er en væsentlig faktor i Brønderslevs kulturliv. Der arrangeres koncerter, foredrag med mere. Han har således kontakt til mange kendte kunstnere, der har fået et godt forhold til Nordjyllands Idrætshøjskole. Ole Willes arbejde har gennem alle årene været drift af højskolen på det økonomiske og administrative område. - Alt, hvad der ikke har med undervisning at gøre, bemærker han. Ole Wille dannede i de første år parløb med forstander Tage Elkjær. Efter otte år kom Michael Andersen til, og i 2002 overtog Troels Rasmussen - Hvert år er der 10.000-15.000 borgere, der gæster Nordjyllands Idrætshøjskole, og det fortæller da noget om det lokale engangement. - Så NIH fungerer både som højskole og kulturhus, bemærker Ole Wille med tilfredshed. Han håber, at det lykkes at realisere et projekt for et kultur- og sundhedshus i Brønderslev i tilknytning til NIH. I dag kan skolen på én gang dække op til 600 spisende gæster, og der kan arrangeres koncerter med 1000 deltagere, men han mener, at der er behov for lokaler, der er indrettet til netop disse formål. Ole Wille har også været stærkt engageret uden for skolens rammer. Han har gennem fire år været næstformand i Brønderslev Erhvervs Udvikling, og gennem tre år havde han sæde i turistforeningen. Siden 2001 har han været medlem af bestyrelsen for Højskolernes Forening i Danmark, og han er således centralt placeret i forhold til forhandlinger med Folketinget og embedsmænd om højskolernes fremtid. Indtil for fem år siden var Ole Wille aktiv inden for Brass og Big Band, senest i Brønderslev Musikskoles Big Band. Hans interesse for musik begyndte allerede som helt ung, da han i to år var musiker i Søværnet. Men nu nyder han mere at lytte til musik, og det har han rig lejlighed til via de mange musikarrangementer på højskolen. Ole Wille er gift med Anette Wille, der er sundhedskoordinator i Sund By i Aabybro. De har tre børn - Dea på 23 år, Simon på 17 år samt Jeppe på 19 år. Kun den yngste bor hjemme, mens de to øvrige læser i Aalborg og København. Nordjyllands Idrætshøjskole markerer Ole Wille med en reception fredag.