Højskoler skal bidrage

Man kan altid diskutere, hvem der skal bidrage til at spare, når de offentlige budgetter skal slankes. Man kan også diskutere, om besparelserne er rigtigt fordelt.

For os højskolefolk er det med nogen forundring, at højskolerne skal spare 10%, for det har bestemt ikke været let at drive højskole de senere år. 2010 er dog et positivt år, hvor vi kan se, at eleverne har valgt os. Der er simpelthen fremgang på de lange kurser. Det er vi glade for på Nordjyllands Idrætshøjskole, for vi er, ligesom højskolebevægelsen, sat i verden for at afholde lange kurser. Vi afholder også korte kurser, fordi det er gode kurser for rigtigt mange mennesker, og fordi vi har brug for det økonomisk. Når vi nu skal spare, vil vi helst ikke gøre det på de lange kurser. Det skyldes dels, at det er vores kerneydelse, og dels at vi ikke kan leve med, at både korte og lange kurser bliver vanskeligt at få til at løbe rundt. For os er det vigtigt, at højskolerne primært spiller en rolle i forhold til unges dannelse og uddannelse, og vi medvirker meget gerne til at gennemføre regeringens 95% målsætning. Hvis vi skal det, er det vigtigt, at vi også har økonomi til at imødekomme behovene for de mindre ressourcestærke unge, og i forhold til dem er højskolen både dygtig og billig at anvende, set fra en offentlig synsvinkel; men dyr for den enkelte. Vi kan godt forstå undervisningsministerens signal, og når nu det er sådan, at vi skal spare, så er vi er villige til at indrette os på det, fordi det, trods alt, er den mest solidariske løsning for de unge. Derfor har undervisningsministeren valgt rigtig ved at spare mest på de korte kurser frem for de lange kurser, som jo dybest set er det højskolerne er sat i verden for. Vi beklager, at det er en hård øvelse for især os, der ligger i yderkantsområderne og vi ser gerne, at der tænkes på initiativer, der styrker vores chance for at bidrage yderligere til 95% målsætningen. Landets fire seniorhøjskoler er sat i verden for at løse en anden opgave, nemlig at lave korte kurser for landets seniorer. De vil blive ramt hårdt, men dybest set kan man vel godt diskutere, om det i en krisetid er en samfundsopgave at finansiere det. Jeg er klar over, at et højskoleophold for pensionister kan være utrolig givende, men mon ikke det kan forsætte med en lidt højere egenbetaling. Så afslutningsvis: Ja vi er kede af, at vi skal spare, men omvendt skal vi jo i lighed med andre områder i samfundsøkonomien deltage i genopretningen af den danske økonomi. Det ville klæde højskoleforeningens bestyrelse at have et mere nuanceret billede af situationen.

Breaking
Politi undersøger mistænkeligt dødsfald - en anholdt
Luk