Aarhus

Højt at flyve .. - del 6

Ekstreme forhold på Døvblindecentret, mener Steen Hildebrandt fra Handelshøjskolen i Århus.

Men de seneste par år har været én lang march mod forstanderens deroute. Ifølge flere kilder mistede han jordforbindelsen, og armbevægelserne blev større og større. - Til sidst kunne man ikke finde ud af, hvad der var virkeligheden, om man blev manipuleret eller ej. Det blev mere og mere surrealistisk, forklarer en af de ansatte. Steen Hildebrandt er professor i organisations- og ledelsesteori ved Handelshøjskolen i Århus. Han kalder forholdene på Døvblindecentret ekstreme og har følgende forklaring på, at medarbejderne bare tog imod frynsegoderne. - Det er et klassisk eksempel på en leder, der belønner og dermed skaber et afhængighedsforhold, og så derefter slår han dem. Det er en gammel psykologisk mekanisme, som også forældre kan bruge på drabelig facon. De køber børnene og straffer børnene, så de er helt skrækslagne. Samtidig er der også en lille forbryder i os alle sammen, så når alle skal ud og flyve, skal jeg så være den, der rejser mig op og siger nej?, siger Steen Hildebrandt. Selvom frygten har været inde på livet af de ansatte, så er de også medskyldige i et vist omfang, mener professoren. - Medarbejderne ved godt, at det her er uden for normal praksis i offentlig virksomhed, så de skal have et ordentlig rap over fingrene, siger Steen Hildebrandt. < Forrige del --- Næste del >