Højt humør blandt aktørerne i Ambu-revyen

Hobro 1. september 2005 06:00

HOBRO: Ambu-revyens direktør Ejvind Jacobsen tog hjem i særdeles opløftet stemning efter at have overværet en øveaften på årets lokalrevy med titlen "H.C. Hvem?" forleden aften. - Vi får en supergod og helt anderledes revy i år, og det uden at forklejne de foregående revyer, siger en begejstret Ejvind Jacobsen. Øveaftenen fandt sted på Hobro Musikskole, hvor aktører og orkester for første gang skulle spille sammen. Som noget nyt er der føjet en dygtig blæsergruppe til orkestret. Også dansepigerne trænede deres dansetrin. De kommer i øvrigt til at spille en langt mere aktiv rolle i revyen end tidligere år. - Trods det, at de medvirkende først er begyndt at øve 1. august, er de utrolig langt fremme. Det går bare rigtig godt, siger revydirektøren. Han fortæller, at revyens nye instruktør Sven Wortmann har valgt den strategi, at han kun arbejder med et par numre pr. øveaften. Til gengæld repeterer han dem, til de sidder 110 procent. Iår er der kun fire aktører på scenen. Foruden instruktøren selv er det Mette Mollerup, Anna-Mette Lakmann og Carsten Bredahl. - Sven er en meget kompetent instruktør. Det var dejligt at se, som aktørerne var i hopla, og hvor godt de har det indbyrdes. Musikerne sprudlede også af glæde, fortæller Ejvind Jacobsen. Efter Ambulancedagsfesten begynder revyfolkene at øve på Hobro Theater. Der er premiere på Ambu-revyen 16. september, og der er forlængst udsolgt til alle forestililnger.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...