Højt humør på scenen i Vorupør

Omkring 1400 har overværet "På kanten af havet"

Vorupør Amatørscene har kun høstet positive tilkendegivelser for egnsspillet "På kanten af havet", men fik ikke helt det forventede publikum. Foto: Peter Mørk

Vorupør Amatørscene har kun høstet positive tilkendegivelser for egnsspillet "På kanten af havet", men fik ikke helt det forventede publikum. Foto: Peter Mørk

Det blev til lidt færre tilskuere til egnsspillet "På kanten af havet" i Nr. Vorupør, end arrangørerne i Vorupør Amatørscene havde regnet med, siger formand Alex Sørensen efter den sidste af seks forestillinger. - Vi havde regnet med fuldt hus hver aften, men er rimelig tilfreds med de ca. 1400 betalende, vi har haft inde, lyder det fra Alex Sørensen, som heller ikke mener, at de manglende 500 kommer til at betyde økonomisk ruin for amatørscenen: - Jamen, jeg har slet ikke noget overblik over det endnu, men jeg tror, at det lige vil kunne løbe rundt, mener formanden. Ellers har egnsspillet og hele ugen været en stor succes, fortæller Alex Sørensen: - Vi har kun hørt godt fra publikum, og der har været et enestående humør blandt de medvirkende, siger han.