Højt niveau til dyrenes skønhedskonkurrence

Glæden ved dyr i højsædet til Aalestrups dyrskue

AALESTRUP:En grime om hovedet. Et fast træk i mulen fra et menneske foran og mellem benene et ordentligt yver, der ikke var blevet malket siden aftenen forinden. Og så forventer menneskene, at en køn ko skal vise sig fra sin bedste side som en anden Sophia Loren? Nå, faktisk tog de det meget pænt, køerne på Aalestrup Dyrskue i går. Men vejret var nu også dejligt i går, duftene mange, og alt anderledes end hjemme på gården - og så er en himmerlandsk ko altså ikke nogen følsom mimose, selv om den er udvalgt til at konkurrere i ko-skønhed. Trods en vis tilbagegang i tilmeldte udstillere viste Aalestrup Dyrskue sig som en så stor fremvisning af landlig dyreglæde og frodighed, som arrangørerne kunne håbe på. Endda med pænt mange tilskuere, der så ud til at værdsætte det de så. Både de, der nærmest kan røntgenfotografere hvert dyr med kenderblik langs flankerne, og byboerne, der mest registrerer bløde muler og brune øjne med "ih", "åh" og nææh". Sidstnævnte karakteristikker lød mest ved børnedyrskuet i udkanten af pladsen, men der skal nu også et usædvanligt koldt hjerte til ikke at blive varmt når en hundehvalp, en kanin eller et føl pusler om ens hånd. Her var det mest børn der tog sig af de små kræ, og det var ikke med mindre finfølelse end den, de voksne viste for deres præmiedyr. Et bur fik for eksempel nærmest en lille jakke på et stykke tid, så kaninen indvendig ikke skulle få det for varmt. Og lige så nødvendigt - så den ikke blev skræmt af det meget liv omkring den. Godt 30 procent færre udstillere var der i år, og når mange knap mærkede forskellen, skyldtes det, at deltagerne generelt har flere dyr med i år. Faktisk var der med 179 dyr kun otte færre med end i fjor. Og med de tilfredse ord, som dommerne generelt brugte, mens de inspicerede de udstillede dyr, har kvaliteten på de himmerlandske gårde det godt. Der blev givet til den bedste i dit og dat. Og søreme om ikke der også blev givet en pris til bedste ældre ko inden for de forskellige racer. Et sympatisk træk over for en ko, der har ladet sin ejer trække flere tons mælk ud af yverne. Faktisk en høflighed som man måske kunne overføre til menneskene. En og anden kvinde over de først ungdomsår kunne da nok fortjene en pris for alt det, de har ydet og er blevet budt af deres mænd - uden sammenligning i øvrigt, forstås.