Højt spil om millioner

Masser af internationale fodboldstjerner har tabt store beløb

Da Jimmy Nielsen og David Nielsen i fredags valgte at stå frem og bekende deres enorme økonomiske tab på at spille på internationale sportsresultater, så kunne de i det mindste trøste sig over, at de ikke er de første, der er faldet i den fælde. Hvis det da er en trøst. Historien er fyldt med eksempler og anekdoter om højt betalte fodboldspillere med så meget fritid og friværdi til rådighed, at de ikke kan holde sig fra at gå efter de fristende hurtige penge, der ligger og lokker hos alverdens bookmakere og kasino'er. Eller i kortspil med holdkammerater. Det er givet, at de to AaB-stjerner ikke er de første danske topidrætsfolk, der har mistet store beløb på deres spillelyst, men emnet er trods Jimmy Nielsens og David Nielsens bodsgang på en lang fredag så tabubelagt, at det vil være for kuriøst at bringe blot nogle af utallige rygter frem i lyset. Det har man derimod gjort i England, hvor skyhøje lønninger i Premier League har givet adskillige stjerner økonomiske lussinger i luksus-klassen. Den tidligere irske landsholdsspiller, Tony Cascarino, afslørede kort efter VM-slutrunden i Korea og Japan i 2002, at en unavngiven engelsk landsholdsspiller på flyturen hjem fra VM-slutrunden tabte 30.000 pund (ca. 330.000 kr) til en holdkammerat i kortspil. Under EM-slutrunden i 2000 i Holland og Belgien gik der også vedholdende rygter om, at der blev spillet om store summer i den engelske spillerbus på turene mellem hotel, træningsbane og kamparenaer. Gambling på højt niveau, som angiveligt også skulle have involveret den daværende engelske landstræner, den tidligere topspiller Kevin Keegan. Englands største søndagsavis, News of The World, stillede også skarpt på problemet, da den afslørede, at Chelsea-spillere som Eidur Gudjohnsen og Jimmy Floyd Hasselbaink har tabt henholdsvis omkring fire og to millioner kroner på London-kasinoer. Deres navne stod øverst på listen i artiklen, hvor avisen afdækkede højt gagerede fodboldstjerners hang til at satse store summer på en hurtig gevinst i samme målestok. Blandt navnene figurerede også den tidligere AaB'er og nuværende danske landsholdsspiller, Jesper Grønkjær, som News Of the World mente at vide havde spenderet i omegnen af 1,2 mio. kroner på casinobesøg – uden dog at dokumentere, at der i danskerens tilfælde var tale om deciderede tab. I tabloid-avisen The Sunday Mirror blev Liverpool-stjernen Michael Owen fremstillet som en manisk gambler, som i løbet af kort tid havde placeret enorme væddemål på såvel fodboldkampe som hestevæddeløb. The Sunday Mirror mente at vide, at Michael Owen i sin far Terry's navn havde placeret væddemål til en så astronomisk værdi som to mio. engelske pund (omkring 22 mio. kroner.) Da det engelske fodboldforbund reagerede på historien var det ikke med forargelse over væddemålenes enorme størrelse. The FA konstaterede blot, at ingen regler var blevet brudt, da væddemålene var placeret på kampe, hvor Liverpool ikke var involveret, og selv hævdede Michael Owen da også, at tabet ikke var i millionklassen – men "blot" 40.000 pund (ca. 443.000 kr) over en periode på to år. At problemet er anerkendt i engelsk fodbold er hævet over enhver tvivl. Det dokumenterede formanden for den engelske spillerforening, Gordon Taylor, da han stod frem i The Mirror med følgende iagttagelse: - Der er masser af hjælp og støtte at hente for spillere, der har problemer med stoffer og alkohol, men der findes ingen tests, der i tide kan afsløre spillelidenskab og farerne ved den. Det er noget, hele fodboldverdenen bliver nødt til at tage mere alvorligt! Også Manchester Uniteds stjerneangriber, hollænderen Ruud van Nistelroy, har erkendt, at der er problemer med gambling blandt hans kolleger. - De skyhøje lønninger har været med til at accelerere spilleproblemet, som eksisterer indenfor fodboldverdenen, siger således spilleren, der hører til fagets bedst lønnede for sine evner som målscorer – og som indbragte hollandske PSV Eindhoven omkring 210 mio. kr, da han blev solgt til Manchester United i april 2001.