Højt til vejrs og sus i skørterne

Hirtshals 2. september 2002 08:00

HJØRRING: Falcks brandvæsen var populært hos børn og barnlige sjæle, da brandvæsenet lørdag mødte op ved A-Z for at medvirke ved varehusets fødselsdagsfest. Poder og deres forældre kom højt til vejrs i stigevognens kurv. Lyshårede Maria Elgaard Nielsen var med far René en tur i højderne. Vældig sjovt, mente datteren, mens far måske var knap så begejstret. - Hun elsker det, men jeg er faktisk ikke så meget for højder. Men hvad gør man ikke for sin datter, sagde René Elgaard Nielsen med et grin. Ungerne kunne også sprøjte med vand fra en rigtig brandslange. Det gik ud over en træklovn, der fik røde lys i øjnene, når ungerne ramte. For folk med hang til hestekræfter var der nok at se på, da Hirtshals Yamahacenter udstillede rigtige landevejsmaskiner til op mod 150.000 kr. Især drenge i alle aldre gik rundt med store øjne og tog maskinerne nærmere i øjesyn. KLM Square Danserne fra Hjørring leverede den musiske afdeling af oplevelser med sus i skørterne og mange ordrer fra den syngende "caller", der bestemmer hvilke trin og kombinationer, danserne skal udføre.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...