Højtoftecenteret er klar til at flytte

Beboere og personale er ved at gøre sig klar til at flytte ud på Vibedal

Ann Kerol
Nu er beboerne på Højtoftecenteret klar til at flytte ind i de nye boliger på Vibedal, og Klitrosens beboere samt Sygehus Thy-Mors rykker ind på Højtoftecenteret. Arkivfoto
Byggeri 23. august 2007 22:51

Lørdag den 1. september bliver den længe ventede store dag for de 53 beboere på Højtoftecenteret i Thisted. Da skal alle beboerne nemlig flytte ud i deres nye boliger i det nybyggede plejecenter Vibedal i Thisted. Personalet og beboerne har længe været i gang med at pakke og forberede flytningen, men den 1. september kommer flyttebilerne og flytter Højtoftecenterets beboere og private ejendele. Nye møbler til kontorer og fælles arealerne er allerede ved at blive stillet på plads på Vibedal, og det er et arbejde som blandt andet personalet har været involveret i, forklarer gruppeleder på Højtoftecenteret, Jette Kristensen. - Vores personale har længe været i gang med forberedelserne til flytningen. Blandt andet har personalet siddet i små arbejdsgrupper, der har fordelt de forskellige arbejdsopgaver mellem sig, siger hun. Den 1. september møder pårørende og frivillige udefra så op og giver beboerne en hjælpende hånd med flyttearbejdet Jette Kristensen melder alt klar til start på Vibedal - kun en ting halter stadig. Hun kan ikke få vagtplanen til at gå op. I dag huser Højtoftecenteret 53 beboere, men Vibedal har plads til 62 beboere. Den største udvidelse sker på demens-afsnittet, hvor antallet øges fra ni beboere til 14. Det kræver mere personale, og stillingerne har længe været slået op. - Vi mangler lige nu stadig at få ansat otte-ni SOSU’er, og det er primært personale til aftenvagten, vi ikke kan få besat. Så lige nu har vi ikke vagtplanen på plads efter den 1. september, men det er så også det eneste, vi ikke har helt styr på, siger Jette Kristensen. Klitrosen genhuses 14 dage efter beboerne på Højtoftecenteret er rykket ud -nemlig den 15. september- ankommer de nye beboere. Det er de 26 beboere fra plejecenter Klitrosen i Klitmøller, der skal genhuses i stueetagen på Højtoftecenteret i et årstid, mens det nye plejecenter i Klitmøller bliver bygget. På Klitrosen har man derfor også længe været i gang med at pakke sammen, men det har man helt styr på, fortæller leder på Klitrosen, Gunhild Thing. - Det vigtige for os er, at beboerne oplever flytningen positivt og bliver forstyrret så lidt som muligt under flytterodet. Vi har allieret os med pårørende og frivillige, der kommer og giver os en hånd med på flyttedagen, som vi ønsker skal blive en festlig dag, siger hun. Det nye plejecenter Klitrosen, som nu skal bygges, kommer til at huse 20 beboere. Det gamle plejecenter skal rives ned og på grunden skal det nye center så bygges. Centret bliver inddelt i to længer - en længe skal huse dement-afsnittet, og den anden længe skal huse de almene boliger. - Vi regner med, at vi skal bo på Højtoftecenteret i et årstid, før de nye bygninger bliver klar til indflytning. Vi glæder os selvfølgelig meget til at få nye lokaler, men indtil da må vi indrette os så godt som muligt på Højtoftecenteret, og det kan vi også, siger Gunhild Thing. Ifølge planen skal Sygehus Thy-Mors overtage Højtoftecenteret, når Klitrosen rykker ud om et år, men indtil da må sygehuset og Klitrosens beboere dele bygningen. Sygehuset vil indrette den samlede administrationen i bygningen, men må indtil videre er det kun første sal der kan benyttes til det formål. Når så Klitrosen flytter hjem til Klitmøller kan sygehuset overtage hele bygningen og kan for alvor gå i gang med at indrette administrationen og undervisningslokaler efter planen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...