Vejret

Højtryk fra Island giver koldt og klart vejr i ugens løb

Ugen begynder med lokale byger, men et højtryk giver flere flotte dage senere, lyder det fra DMI.

En nærmest "smuk" dag med masser af sol og svag vind venter tirsdag, fortæller meteorolog Martin Lindberg.

En nærmest "smuk" dag med masser af sol og svag vind venter tirsdag, fortæller meteorolog Martin Lindberg.

KØBENHAVN:Det er om at finde den fornuftige jakke frem i denne uge, for ugen byder på fint vejr til for eksempel en efterårsgåtur, men det bliver også køligt.

Sådan lyder det fra Martin Lindberg, vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI.

Først skal weekendens byger dog lige have mulighed for at slippe taget i landet.

Mandag kan der således fortsat opstå lokale byger over hele landet. Der kommer nogen sol, og en svag til frisk vind blæser fra nordvest.

Vinden bringer kølig luft ind over landet, så temperaturen lander på mellem 8 og 11 grader.

- Den kolde luft kommer fra et højtryk, som mandag bygges op over Island, siger meteorolog Martin Lindberg.

Gradvist får højtrykket bedre fat, og det resulterer tirsdag i noget nær "smukt" vejr, fortæller Lindberg.

En hel del sol kommer der, og det bliver mellem syv og ni grader, mens vinden blæser svagt til jævnt fra nord.

Natten til onsdag bliver nok ugens koldeste.

Her kan det blive ned til tre graders frost. Særligt i det sydlige Jylland ventes lave temperaturer, men generelt kan man regne med let nattefrost i store dele af landet, dog ikke ved kysterne.

Onsdag går vinden over i vest, og luften bliver noget mere fugtig. Endnu holder det dog tørt, og vinden bliver svag til frisk.

Temperaturerne bliver mellem syv og ti grader.

Torsdag bevæger det højtryk, der har domineret det danske vejr, sig ned mod Østeuropa.

Det resulterer i flere skyer og mere vind, mens et lavtryk fra De Britiske Øer nærmer sig vestfra. Temperaturerne holder sig nogenlunde på samme niveau.

Torsdag og fredag ventes det fortsat at holde tørt, men i weekenden kan lavtrykket bringe regn.

Hvornår det præcist rammer, er dog endnu lidt usikkert, fortæller Martin Lindberg.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst