Hønsehunden taber hår om vinteren

Pelsproblemer er især synlige på langhårede eller ruhårede hunde som denne, der dog intet har at gøre med artiklens spørger. Den afbillede hund med fugl i mund er fra en jagt på råger. Arkivfoto: Peter Langkilde

Pelsproblemer er især synlige på langhårede eller ruhårede hunde som denne, der dog intet har at gøre med artiklens spørger. Den afbillede hund med fugl i mund er fra en jagt på råger. Arkivfoto: Peter Langkilde

?Der er kommet et brev fra ejeren af en ruhåret hønsehund, en dejlig tæve på seks år, som siden september er blevet meget tyndpelset langs begge sider. Der var måske en antydning af det samme sidste år, men det har siden været normalt. Det ser ikke ud til at genere hunden. En bekendt har fortalt, at der kan være tale om en hormonel forstyrrelse, eventuelt nedsat stofskifte, og at hunden burde undersøges. Hvad kan det skyldes, og er der noget at gøre? !Det kan godt skyldes en hormonel forstyrrelse, men der kan også være tale om et relativt kendt fænomen, som kan ses hos hunde, der lever på de nordlige breddegrader. Her kan man lejlighedsvis se hårtab, som optræder i de mørke vintermåneder fra september til april. Denne tilstand er især beskrevet hos ruhåret hønsehund. Hvad den egentlige årsag kan være vides ikke med sikkerhed, men undersøgelser i USA og Canada tyder på, at der hos disse hunde kan være en nedsat produktion af hormonet melatonin, som netop har betydning for hårvæksten. Melatonin produktionen i organismen er højest om sommeren og falder i vinterhalvåret. Teorien er så, at disse hunde har en lavere produktion af melatonin end "normale" hunde. Umiddelbart er der ikke så meget at stille op. Jeg synes, det vil være en god ide at få hunden undersøgt, men vil i første omgang blot afvente og se, hvad der sker i løbet af de næste måneder. Hvis hårene kommer igen inden for de næste måneder, og hunden ellers er sund og rask, ja så vil jeg afvente og se, hvad der sker til efteråret. Gentager historien sig, er diagnosen jo klar. Med tiden kan der dog være en tendens til, at hårtabet bliver mere udbredt og vedvarende. Nogen behandling kan vi dog ikke på nuværende tidspunkt tilbyde. Hvis hårene ikke kommer igen i løbet af foråret ,vil jeg foreslå at undersøge for hormonforstyrrelse – både stofskifte- og binyrebarkhormoner. Kristian Pedersen dyrlæge