Løkken

Hønsehuset bliver klar til indvielse

VRÅ:- Vi skal være færdige, og det bliver vi. Ordene kommer fra de mange frivillige i Vrå, der giver en hånd med ved restaureringen af "Hønsehuset" ved Børnenes Jord i Vrå. Hønsehuset rummer teatersal, samlingssted, Løkken-Vrå Nærradio med mere. Arbejdet er nu nået så langt, at festlighederne i forbindelse med indvielsen er lagt fast. Der festes faktisk over to dage. Lørdag 12. april bliver der åbent hus for alle, og lørdag 26. april holdes der indvielse for blandt andre politikerne. Indvielsen sker næsten på årsdagen for, at arbejdet blev indledt. Det skete lørdag 13. april 2002. - Politikerne skal med. De troede på os, og det er vi glade for, siger en af drivkræfterne bag projektet, Arne Larsen-Ledet. De, der har hjulpet undervejs, bliver også inviteret. Det kan være med mad, penge, uundværligt grej, råvarer og meget mere, som de har bidraget med. - De mange frivillige har ydet en stor og uvurderlig hjælp, siger Arne Larsen-Ledet. Sjældent har man set noget lignende. Fællesskabet, kammeratskabet og ikke mindst den gode sag har været fællesnævneren, og det har været en oplevelse. - Alle har knoklet. Det har været hårdt, men sjovt, lærerigt og givende har det også været. Forudsætningerne var hårde. Vi fik 610.000 kr. til renovering af 500 kvadratmeter. Det var en satsning, der kunne ende i en nedtur af rang. - Tænk, hvis vi ikke kunne gennemføre det. Men det er lykkedes, og snart kan vi se resultatet, siger en glad Arne Larsen-Ledet. Arne Larsen-Ledet kan fortælle, at budgettet holder. Hvor mange timer, frivillige har brugt med Hønsehuset, har ingen - heller ikke han - klarhed over. Han glæder sig over, at det er endt med en langt mere gennemgribende renovering end først planlagt. Der mangler nu kun nogle småting, inden huset står klart.