Hjørring

Hønsehuset og Uhrenholdts Gård i Vrå får nye muligheder

Brugsretten til Hønsehuset forkortes med fire år. Til gengæld blødes aftalen med kommunen op på centrale punkter

@NormalParagraphStyle:VRÅ: Aftalen om brugsretten til Hønsehuset i Vrå blev på sidste møde i Kulturudvalget forkortet med fire år, så brugergruppen nu kun er sikret Hønsehuset frem til 31. december 2016. Det er dog ikke den detalje i aftalen, Arne Larsen-Ledet, der er en af de frivillige bag både hønsehuset og Uhrenholdts Gård, lægger mest vægt på. - Det er ikke så galt at den er blevet forkortet - der står jo også, at aftalen kan genforhandles, når den udløber, siger han og begynder straks at fremhæve de gode ting i den nye aftale. Åbner for nye tiltag - Fordi det er kommunale bygninger, har vi ikke måttet lave aktiviteter, der kunne konkurrere med for eksempel Den Gamle Biograf. Nu bliver der åbnet op for den slags, hvis vi kan lave det i samarbejde med de andre steder, eller hvis de siger god for det, siger Arne Larsen-Ledet, og understreger, at aftalen kun giver mulighed for fire-fem af den slags arrangementer om året. Hvilke arrangementer de to huse vil byde på i fremtiden, kan han ikke sige noget om endnu - det bliver op til brugergrupperne i henholdsvis Hønsehuset og Uhrenholdts Gård at beslutte. - Men jeg kan forestille mig, det bliver et bredt spektrum af arrangementer, siger Arne Larsen-Ledet og fortsætter: - Det vigtigste er bare, at det bliver noget, der ikke er i Vrå i forvejen. Det er godt, at vi får mulighed for at fare mere frem, men vi skal ikke ud og træde de andre steder i byen over tæerne.