Hør lige her, det var i julen 2003.....

Skuespiller Mads-Peter Neumann læste historier for børn på Skagens Museum

SKAGEN:Selvom handelstanden i både Skagen og Aalbæk indbød til julehandel i weekenden, indbød vejret mere til indendørs hygge. Det kunne man finde på Skagens Museum. Skuespiller Mads-Peter Neumann havde fundet de mest fantastiske, fortryllende, spændende og sjove historier frem fra bogens verden, hvor selv fantasien har svært ved at sætte grænser. Han havde læst på historierne, og de børn - og voksne - der samledes omkring ham på Skagens Museums 1. sal fik en oplevelse, der var langt fra børnenes hverdag med film, tv og play station. Hverken mor, far eller farmor kan læse højt af de gode fortællinger på den måde, som en rigtig skuespiller kan. Stemningen var hyggelig, tæt og nærværende ved julelampens skær, da Mads-Peter Neumann læste højt om krigen mellem de røde myrer og de sorte myrer. Faktisk blev krigen afblæst, da krigens parter frygtede den store atombombe. Myrerne troede nemlig, det var en atombombe, da Jens Peter præsterede verdens største prut efter at have spist grønlangkål. At slås bare fordi man er lidt uenige - det er da tosset. Og en prut kan ændre krigens gang - i hvert fald i bøgernes verden. Børn kan imidlertid ikke bevare opmærksomheden, så da sidste halvdel af historiefortællingstimen gik i gang sad mest voksne tilbage. Både børn og voksne nød pebernødderne, der jævnligt blev budt rundt. Skagboerne ser Skagens Museums personale sjældent, men det var især dem, der benyttede lejligheden til at se eller gense museet, da der i weekenden var gratis adgang. I museumsbutikken og i Brøndums Bod kunne der investeres i julegaver. Ude i byen havde en del forretninger også valgt at holde åbent i går eftermiddag. Vinden ruskede op i alt, så det var begrænset med torvehandel og julestemning. På Viggo Hansens Plads kunne helårsnissen Pyrus fange børnenes opmærksomhed. SuperBrugsen var lukket. Senere underholdt Skagen Nissebrassband med julemusik, og Mads-Peter Neumann fortalte julehistorier for voksne på Brøndums Hotel.