Hørebehandling sendes i udbud

Amtet lover nye toner for patienter med høre-problemer

HJØRRING:Amtets sundhedsudvalg med Karl Bornhøft (SF) i spidsen, har for alvor fået smag for at udlicitere behandling, der egentligt burde foregå på sygehuset. Et stort antal grå stær operationer har været i udbud blandt de praktiserende øjenlæger , og nu er det ørernes tur. På Sygehus Vendsyssel i Hjørring er der i øjeblikket et års ventetid på at få et høreapparat, så nu satser politikerne på en aftale om behandlinger hos de praktiserende ørelæger. - Jeg er overbevist om, at vi til efteråret er klar med et ventelisteprojekt, for den nuværende situation er ikke acceptabel, siger Karl Bornhøft. Masser af patienter vælger i dag at springe ventelisten over og opsøge private klinikker, og selvom patienterne får et offentligt tilskud, må de ofte slippe omkring 5000 kr. af egen lomme til et høreapparat. Amtet kan også vælge at betale hele behandlingen på de private klinikker. - Men jeg ser helst, at vi beholder flere behandlinger i det offentlige system, for vi risikerer bare, at endnu flere af vores audiologassistenter bliver ansat på de private klinikker, siger Karl Bornhøft. Udbuddet af et stort antal grå stær operationer fik de praktiserende speciallæger til at faldbyde hinanden, og det forventer udvalgsformanden også vil ske, hvis hørebehandlingerne udliciteres. Klinik bliver i Hjørring. Sundhedsudvalget slog på gårdsdagens møde fast, at høreklinikken på sygehuset i Hjørring ikke skal lægges sammen med moderklinikken på Aalborg sygehus. Der bliver nu arbejdet videre med at finde en ny placering til klinikken, der i dag har til huse i en barak klos op af det kommende byggeri af det nye medicinerhus. Løsningen bliver formentlig at flytte høreklinikken over i de bygning, der i dag huser afdeling Y. Den psykiatriske afdeling flytter næste år til Brønderslev.