Hørsman er fortørnet

Venstremand utilfreds med krav om besparelser på ældreområdet

Skørping 9. september 2002 08:00

SKØRPING: Venstremanden Svend Hørsman er fortørnet over, at økonomiudvalget vil have socialudvalget til at spare en lille million kroner på ældreområdet, når kommunen har modtaget et modsvarende beløb i ekstra bloktilskud fra staten til netop ældreområdet. Han finder det samtidigt paradoksalt, at økonomiudvalget har sat gang i ansættelsen af en kommunaldirektør. Et flertal i økonomiudvalget har indstillet til byrådet, at kommunekassen ikke giver hele den tillægsbevilling på 3.477.000 kr., som socialudvalget havde søgt om, men kun en tillægsbevilling til dækning af merforbruget på de ikke-styrbare udgifter, 2.488.000 kr. De resterende merforbrugte 988.700 kr. hører til de såkaldte styrbare udgifter, og dem vil økononomiudvalgets flertal have socialudvalget til at dække ind selv. Svend Hørsman noterer sig med tilfredshed, at to socialdemokratiske medlemmer af økonomiudvalget, Flemming Møller Mortensen og Helle Astrup, er loyale mod socialudvalget og stemte imod besparelserne på området, som han betegner som "uhyggelige". - Det er uanstændigt, at man ikke vil give en tillægsbevilling. Jeg vil ikke lægge navn til besparelser på ældreområdet. Det er ikke smart, siger Svend Hørsman, der altså vender sig imod sine partifæller i økonomiudvalget. Det gælder også vedrørende beslutningen om at sætte gang i den procedure, der skal føre til ansættelsen af en ny kommunaldirektør. Svend Hørsman mener, at kommunens administrative personale godt kan klare opgaverne uden en kommunaldirektør en tid endnu, og ser gerne, at man trækker beslutningen, sådan at man kan spare udgifterne. Han fortæller, at han har bedt om at få sagen i byrådet, men at han - selv om han reagerede straks, at han kendte økonomiudvalgets beslutning - kom en dag for sent med sit ønske. Svend Hørsman overvejer nu, om han skal forsøge at få indkaldt byrådet ekstraordinært. Det vil kræve - siger Svend Hørsman - at seks byrådsmedlemmer står bag indkaldelsen. Han mener, at der i Venstres byrådsgruppe er et flertal for at udsætte ansættelsen, men ønsker ikke at kommentere, at tre af hans partifæller altså har stemt for det modsatte. Han udtrykker dog tvivl om, at de har været opmærksomme på, at beslutningen indebærer, at der skal anvendes 81 konsulenttimer på opgaven, som "nok ikke kun koster 100 kroner pr styk".

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...