Høsten af Vrå-aktion

22. november gæstede ordensmagten flere forskellige adresser i Vrå. Politiet havde fået efterretninger om, at en personkreds med tilknytning til adresserne havde haft gang i flere tyverier.

- På dagen blev flere anholdt, som vi løslod igen efter endt afhøring, oplyser vicepolitikommissær ved Nordjyllands Politi i Hjørring, Peter Skovbak. Efterforskningen er dog stadig i gang, og en af nøglerne til at komme videre er at finde ejerne til de omkring 50 forskellige effekter, som politiet mener, kan være tyvegods. Det er en bred vifte af ting og sager, som blev beslaglagt ved aktionen for godt tre uger siden - alt lige fra en robotstøvsuger til en håndværkerradio er repræsenteret, og politiet regner med, at de formodede tyvekoster kan stamme fra både private og detailhandel. Hvis man genkender nogle af effekterne som ens egne, er politiet meget interesseret i, at man hurtigst muligt trykker 114 på sin telefon, så ordensmagten kan komme videre med sagen.