Høstgilde vender tilbage næste år

Mange elementer var rigtiggode, og derfor er det nu besluttet, at høstgildet skal være en tilbagevendende begivenhed.

Søren A. fra Vidstrup er en efterspurgt herre til høstmarkeder, for han kan kunsten at sy solide og varme halmsko, Arkivfoto: Bente Poder

Søren A. fra Vidstrup er en efterspurgt herre til høstmarkeder, for han kan kunsten at sy solide og varme halmsko, Arkivfoto: Bente Poder

HJØRRING:Kombinationen af musik, dans og smag var en succes ved lørdagens høstgilde, og i styregruppen er man blevet enige om, at arrangementet skal udvikle sig til en tradition. Det er også meningen, at eventen helst skal vokse sig større, så den omfatter mere af byen. Men udgangspunktet med Torvet, Nørregade og Vendsyssel Historiske Musem som centrum for begivenhederne skal der ikke rokkes ved. Alle gav udtryk for, at det var ideelle rammer for en autentisk høstfest. De deltagende fødevarevirksomheder betegner også arrangementet som en succes. Der var rift om godbidderne i standene og der blev også solgt mere end forventet. - Jeg forventer, at der næste år deltager dobbelt så mange stande. Men vi skal holde fast i en vis standard og kvalitet, så det ikke bliver Hjallerup Marked, siger medlem af styregruppen, Jørn Ussing Larsen. Han mener også, at der skal ske fornyelse så det ikke bliver en gentagelse af dette års arrangement. Også deltagende kor og dansegrupper var begejstret for høstgildet og er klar til at være med igen næste år. Der er også ting, som skal gøres bedre. Bl.a. var aftenarrangementet på Vendelbohus lidt af en fuser med kun få gæster. Her overvejes det at brede aftenprogrammet ud til en større del af byen. Der var også mindre problemer omkring timingen af de enkelte indslag og så skal markedsføringen forbedres. Høstgildet i 2007 finder sted 15. september.