EMNER

Høstgudstjeneste og marked

AABYBRO:I morgen er der høst-gudstjeneste i Aaby Kirke. Som traditionen foreskriver vil der også i år være offergang under gudstjenesten. Ved offergangen har man mulighed for at give penge til nødlidende herhjemme eller i udlandet. Man kan øremærke sit bidrag, og ellers bliver de indsamlede penge fordelt mellem et skoleprojekt i Gombi i Nigeria og nødlidende i Dafur. Efter høst-gudstjenesten er der høstmarked i sognegården. Der bliver mulighed for at købe sin varme søndagsmiddag og eftermiddagskaffe ved markedet. Derudover vil man kunne købe alt fra kager til fryseren over syltede rødbeder og smukke blomsterbuketter til nedfaldsæbler og vintergrøntsager. Man vil også kunne købe nye stauder og forårsløg til efterårsplantningen. De penge, der kommer ind fra salget, går til et skolebyggeri i byen Gombi i Nigeria. Dette skoleprojekt vil også blive støttet gennem indsamlinger fremover. Bl.a. vil kaffepenge fra f.eks. eftermiddagscaféer og sogneaftener også gå til projektet.