EMNER

Høsttur til historien

Ti minutter og 300 år fra storbyen

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Haven omkring slottet er som skabt til høstfarverne. Parken er fyldt med træer, der danner baggrund for skulpturer. Bag slottet ligger dets bondegård med dyr, marker, køkkenhave og drivhus. Alt drives som for 300 år siden.FOTO: HANS WRETLING

Solen skråner ned over slottet, som den har gjort det i århundreder. Lindetræernes løv blafrer i bløde farver, og her dufter af mark og skov. Her er næsten stille, kun svensk småsnak høres, men vi er nær ved at være andægtige, vi der står her foran porten og venter på at komme ind. Komme ind på et af Sveriges kønneste slotte, det lille Gunnebo Slot ligeudenfor Göteborg. Slottet er genopstået, som det var i 1780"erne, da det blev bygget, og man tager sig i at løfte imaginære lange kjoleskørter, så de ikke larmer for meget i perlegruset. Men vi venter i cowboybukser og t-shirt, amerikansk og nutidigt og helt ude af trit med den historiske virkelighed, vi får lov at træde ind i, da Johanna Lindén kommer med nøglen. Hun er til gengæld klædt, som det sig hør og bør for en tjenestepige anno 1780. I fejende skørter og stramt bundet snøreliv svinger hun døren op og byder os velkommen ind i tidslommen. Gulvet hernede i hallen er de fedeste egeplanker, slidt af træsko og ridestøvler, herskab og tjenestefolk. - Balkonen over døren er bygget, så ægteparret Hall kunne hjælpes ned af hestedrosken og komme ind på slottet uden at blive våde. Det regnede jo også dengang, indleder Johanna Lindén, der som historiker længe har haft en forkærlighed for forstadens eget slot og nu viser rundt herinde. I sidegemakket er store knager til store frakker på den kalkede væg. Kridhvide hørlagner hænger på knagerne, så tøjet ikke hvidtes. Trappen op til de store sale snakker med, da vi vandrer alle mand. Kunne de tale, ville de fortælle om John og Christina Hall, der blev Sveriges rigeste ægtepar omkring år 1780. De solgte sild og tran, jern og tømmer ud af landet og lastede skibene med kul, kort og salt til at sælge hjemme. De var Göteborgs prominente par, men boede helst herude, hvor de opbyggede et helt samfund med bondegård og smedje, køkkenhave og orangerie. Med en formue på 700.000 svenske rigsdaler havde John Hall rigelig råd til at lade storbyens stadsarkitekt, Carl Wilhelm Carlberg tegne alt, hvad der skulle til for at skabe et nyklassisistisk paradis på jord. - Han tegnede vitterligt alt. Også stolen her, som vi lige har fået foræret. Den er original, fortæller Johanna Lindén og klapper i luften over en lille stram træstol med cirkelrund ryg og stribet betræk. I hvert rum står stole. De er alle forskellige og tegnet til pladsen. I den særlige stil, som svenskerne magter og mange inspireres af, hvor forfinethed mødes med hverdag, så selv selskabsstole er til at sidde i og de største sale til at ånde i - og de små værelser til at sove i. I hvert soverum står en himmelseng med stof lig det gamle, men puder, kvaste og specialtegnet kakkelovn, der kan fyres op fra rummet ved siden af, så fruen og herren ikke vækkes. Her er ikke mange møbler, nogle nye kopier andre originale, men her er nok til, at man fornemmer liv og lys og mørke. Der er en grund til, at bordet er klappet sammen og sammen med stolene står op af væggen. - Ellers gik man ind i dem om aftenen. Her var jo bælgmørkt, beretter Johanna Lindén, da vi træder ind i den fine salon. - Op mod 15 tjenestefolk skulle der til, når familien på fire var her og havde et mindre selskab, oplyser Johanna Lindén og fortsætter med familiens sørgelige endeligt. - Golfstrømmen ændrede sig, silden svømmede en anden vej, og John Halls søn, John den yngre, havde ikke arvet faderens talent. Han gik bankerot, tiggede på gaderne, og slottet forfaldt. En række ejere forsøgte sig, men uden held. Før nu. Nu drives slottet som museum og gården og jordene gøres levende som dengang. I køkkenhaven forsøges med gamle dyrkningsmetoder, dyrene er af gamle racer, parken ved at blive genskabt. Men i tjenestefolkenes bolig er alt anderledes. Her serveres nu økologisk frokost og hjemmebagte kager med kaffe eller friskbrygget rabarbersaft. Alt kan spises og drikkes og nydes med udsigt til slottet - og man kan sagtens lade som om, man er rejst 300 år tilbage i tiden og bærer en lang kjole med kniplinger og slæb.