Høvl i Herlev

Fredag aften var det mere end svært at se, hvorfor AaB Ishockey valgte Herlev som modstandere frem for attraktive lokalopgør mod Frederikshavn IK.

Herlev IK AaB Ishockey 5-2 Ishockey, 2. kvartfinale Bevares, AaB'erne har haft en hård uge med Heinz Ehlers' exit efter mandagens træning og senere Rasmus Panders benbrud, men resten bør være professionelle nok til at gå helhjertet og fuldt fokuserede på isen. I stedet kunne hjemmeholdet i første periode skøjte rundt med nordjyderne og vinde stort set hver en nærkamp på vilje og fighterindstilling. Effektfulde midler overfor et hold i træningskamp-humør. Først bagude 1-4 i starten af anden periode gik situationens alvor op for nordjyderne, og de begyndte at fighte, som det sig hører og bør i en DM-kvartfinale. Desværre var løbet allerede kørt på det tidspunkt, og heller ikke nye kædesammensætninger eller et par nye spillere på isen fra starten af tredje periode havde nogen synlig effekt på styrkeforholdet mellem de to duellerende hold. Hjemmeholdet havde bidt sig fast i kampen med knaldhårde tacklinger, hver gang en AaB'er bare så på pucken. Og hoveddommer Jens Christian Fossaberg lod Herlev-spillerne gå til stålet. Helt som det skal være i en slutspilskamp. Bare ærgerligt set med nordjyske øjne, at AaB'erne ikke var oppe i gear til at svare igen på tacklingerne. De brugte mere tiden på at svare igen på dommerens kendelser. En DM-kvartfinale er ikke en diskussionsklub, men en ishockeykamp. Efter ti år ved tastaturet rundt omkring i danske skøjtehaller har undertegnede endnu ikke set, at en hoveddommer har ændret kendelse på grund af brok, så ret fokus på isen og spillet. Der er der nemlig masser at rette op på. Ikke mindst hvis spillere og ledere vil undgå verbale øretæver over valget af Herlev frem for FIK i disse kvartfinaler. Fredag aften var det svært at se det logiske i valget, hvis man ikke kan spille bedre i Herlev Skøjtehal end som så. Kampfakta: Periodecifre: 2-1, 3-1, 0-0. Mål: 1.19: 1-0 Thor Dresler ass. Filip Faurholm (4 mod 4). 6.47: 2-0 Rasmus Olsen ass. Jesper Duus. 8.08: 2-1 Ronny Larsen ass. Frederik Åkesson. 23.05: 3-1 Patrik Boij ass. Thomas Lilholt. 24.37: 4-1 Thor Dresler ass. Frederik Smeds (5 mod 4). 25.28: 4-2 Christian Lie ass. Andrei Raisky og Aleksandr Ageev. 33.49: 5-2 Brian Jensen ass. Thomas Lilholt. Udvisninger: Herlev 6 x 2 minutter, AaB 7 x 2 minutter. Hoveddommer: Jens Christian Fossaberg. Tilskuere: 1114 i Herlev Skøjtehal.