EMNER

Hofmarskal: Intet nyt i dronningens udtalelser

Dronningens udtalelser om sin kommende svigerdatter bringer intet nyt om kronprinsens eventuelle forlovelse og ægteskab med australske Mary Donaldson. Det fastslår hofmarskal Søren Haslund-Christensen, der betegner pressens fornyede spekulationer om et nært forestående royalt bryllup som "en overfortolkning". - Dronningen har sagt, hvad hun har sagt, men der er ikke ændret noget på situationen i forhold til en kommende forlovelse eller et giftemål. Hun svarer på et spørgsmål, hvor der bliver spurgt, om hun får en sød svigerdatter, og så siger hun ja, det er hun sikker på, siger Søren Haslund-Christensen til Ritzau. Udtalelsen om den kommende svigerdatter faldt på dronningens pressemøde på slottet i Caix i Frankrig, men ifølge hofmarskallen refererede hverken journalisten eller dronningen specifikt til Mary Donaldson. Derimod svarer dronningen ifølge Haslund-Christensen mere generelt på, om hun forventer at få en sød svigerdatter. - Det har hun sagt flere gange før, og hun har begrundet det med, at hun har fuld tillid til, at Frederik vælger en sød pige. Hun har ikke udtalt sig om Mary Donaldson. Hun har ikke sagt, hvem det handler om. Det er dér, overfortolkningen ligger, siger Søren Haslund-Christensen. Hofmarskallen forklarer, at hoffet udsender en officiel pressemeddelelse, når det ligger fast, at kronprins Frederik bliver forlovet - netop for at undgå unødige pressespekulationer. Forlovelsen skal i givet fald først proklameres på et statsråd, hvor både dronningen og regeringen deltager, men det første statsråd ligger kort tid efter Folketingets åbning tirsdag 7. oktober, og det er ikke sat på programmet med henblik på en forlovelse, understreger Søren Haslund-Christensen. - Der sker ikke noget foreløbig, og der er ikke noget på vej her fra. Der er ikke nogen ændringer. Med pressemødet og det, dronningen har sagt, er der ikke ændret på noget som helst. Jeg synes, det er en overreaktion, som pressen har lagt i den udtalelse, siger Søren Haslund-Christensen. Han oplyser, at dronningen efter planen vil opholde sig på slottet i Caix i Frankrig til slutningen af august, og at hun derefter fortsætter sommerkrydstogtet med kongeskibet, som i begyndelsen af september sejler til Svendborg, der fejrer 750 års jubilæum som købstad. Derfra går turen til Assens og Lübeck, hvor der åbner en arkæologisk udstilling om Danmark i 1200-tallet, og kongeskibet afslutter sommerens sejladser den 17. september ved Toldboden i København. Kronprins Frederiks hofchef, Per Thornit, vil ikke kommentere dronningens udtalelser, men han oplyser, at kronprinsen som planlagt arbejder ved Forsvarsakademiet på Svanemøllens Kaserne. /ritzau/