Hoftebrud: Mindre sygehuse gør det bedst

Større er ikke altid bedre. Dødeligheden hos ældre med hoftebrud er højest på de store hospitalsafdelinger.

Danmark 10. november 2014 06:00 - Opdateret 10. november 2014 06:02

Små sygehuse lukker, og i stedet opereres patienterne på større afdelinger.

Det sker ud fra princippet om, at jo flere patienter, lægerne har under kniven, des mere erfaring og ekspertise opnår de.

Men nu konkluderer et nyt studie med 12.000 patienter med hoftebrud, at den øgede centralisering ikke altid er til patienternes fordel.

- Vores undersøgelse viser, at dødeligheden er lavere på de små sygehusafdelinger end på de store, siger ph.d.-studerende Pia Kjær Kristensen fra Klinisk Epidemiologisk Afdeling ved Aarhus Universitet, der sammen med en række kolleger står bag undersøgelsen.

- Vi kan også se, at indlæggelsestiden er kortere og behandlingskvaliteten generelt bedre, siger hun.

Studiet har kortlagt dødeligheden efter 30 dage, behandlingskvalitet, ventetid på operation og indlæggelsestid.

Samtidig blev patienterne inddelt efter, om de havde været indlagt på en afdeling, der behandlede under 151 patienter med hoftebrud årligt, 152-350 eller 350 og derover.

Efterfølgende kunne forskerne konstatere, at patienterne på de mindste afdelinger overordnet var bedst stillet.

I Danske Patienter beskriver chef for kvalitet og politik, Annette Wandel, resultaterne som overraskende.

Hun siger til Ritzau, at undersøgelsen bør få politikerne og Danske Regioner til mere kritisk at vurdere, om de bedste resultater altid opnås ved at samle operationer på få enheder.

- Erfaringen både herhjemme og i udlandet viser, at der er belæg for, at jo flere patienter, lægen ser, des mere erfaring. Det er hele baggrunden for centraliseringen, og den kan vi ikke standse.

- Men undersøgelsen giver anledning til at stoppe op og se nærmere på, om vi har overskredet grænsen for, hvor mange patienter, det er muligt at behandle, uden at det går ud over kvaliteten.

I Dansk Ortopædisk Selskab, som repræsenterer blandt andre de kirurger, der udfører hofteoperationerne, er formand, overlæge Klaus Hindsø, tilfreds med, at kvaliteten af behandlingen kommer i fokus.

Men han advarer mod at drage forhastede konklusioner, og siger, at tre af de fire store afdelinger i undersøgelsen ligger i københavnsområdet, hvor patienterne generelt er ældre og mere syge. Det kan være en medvirkende årsag til den højere dødelighed.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...