Holberg kunne konkurere med fodbold

BINDSLEV: Bindslev menighedsråd indledte vinterens sogneaftener i skarp konkurrence med fodbold i fjernsynet. Uanset fodbolden var der pænt fremmøde i Sognehuset, hvor tidligere minister Britta Schall Holberg holdt foredrag om menneskelivet. Med udgangspunkt i Jørgen Gustava Brandts salme "Tænk, at livet koster livet" fortalte hun om livet som den gave, og som den opgave det er, og om alle de facetter, der kan være. Med underfundig humor berettede hun om mennesker, hun havde oplevet.Og som hun sagde, hvis man nu skulle blive mere end 100 år, hun forventer selv at blive 125, så skal man ikke pakke sig ned allerede ved 60-70 års alderen, når man kun er nået ca. halvvejs. Som indledningen antyder, at livet koster livet, må man acceptere, at døden også er en del af tilværelsen, og at man kan tale om den. Døden kan være en sorg eller komme som en befrielse, men for de fleste efterladte er der også et praktisk problem, nemlig jordefærden, som kunne være aftalt mens tid var. Efter fælles kaffebord var der lejlighed til at stille spørgsmål til Britta Schall Holberg. HCP