Holberg som opera

“Den Stundeløse” forener på flot vis såvel komedien som operaen. foto: tilsted.com
Teater 10. marts 2007 05:00

OPERA Bent Lorentzen: “Den Stundesløse” # # # # ¤ ¤ Det er i sjælden grad lykkedes for Bent Lorentzen i operaen “Den Stundesløse” med respekt og loyalitet at bibeholde essensen i Holbergs løsslupne komedie. Ina-Miriam Rosenbaum har i sin instruktion vægtet det sceniske liv. En del af operaen er lagt op til vor tid: Vielgeschrey styrter rundt med sin mobiltelefon og skal hele tiden lige det ene, lige det andet, mens andre elementer som kostumer peger på såvel Holbergs tid som vor tid. Orkesteret er iklædt rokokokostumer. Fint nok! Holberg er jo almengyldig til alle tider. En del af spillet bringer såvel pantomimeteatret som marionetteatret i erindring. Musikken underbygger stykkets humor. Den er ekspressiv og ligger godt for det teatralske i Ina Miriams instruktion og det dramatiske hos Holberg. Langstrakte klangflader danner en fyldestgørende baggrund for de recitativagtige afsnit. Lars Oluf Larsens stivnakkede bogtrykker Peder Erichsen har således en vidunderlig grotesk arie om “Min elskovs lokketoner”, og første akt rundes af med en smuk og flot flerstemmig arie. Morten Staugaard er en konfus Vielgeschrey, der tumler sig i Karin Trille Høys dørrige, neutralt farvede scenografi - en udmærket præstation, der i såvel mimik som gestik dækker rollen ind, og Anne Kleinstrup er med en forbløffende lune en giftesyg Magdelone. Men det er Stine Rosengrens yndige, elegante, emsige og ivrigt gestikulerende Pernille, der er forestillingens højdepunkt, fordi hun finder frem til et utal af små charmerende virkninger. Forestillingen er som helhed i overensstemmelse med komediens inderste hensigt, ikke mindst fordi Bent Lorentzens musik accentuerer det inderste i komedie. Jens Henneberg kultur@nordjyske.dk @Brød.9.u-indryk.3-fede-ord: { Bent Lorentzen: “Den Stundesløse” Instruktion: Ina-Miriam Rosenbaum Scenografi: Karin Trille Høy Musikdramatisk Teater i Frederikshavn torsdag aften og i Europa Hallen fredag

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...