Storvorde

Hold dampen inde og spar masser af penge

Mange virksomheder går glip af energiforbedringer

Rundt omkring på nordjyske virksomheder, specielt inden for fødevareindustrien, står flere hundrede dampinstallationer, hvoraf mange ikke er specielt energi-effektive. Til nytår træder nye regler i kraft, så selv mindre anlæg kun må passes af uddannede kedelpassere med udvidet certifikat. - Det er et skridt i den rigtige retning, men langt fra nok til at sætte en effektiv stopper for energispildet. Mange virksomheder vil være bedre tjent med at udlicitere driften af deres dampinstallationer til et firma, der har forstand på den slags, siger Ejnar Siig Christensen, direktør for Industrivarme i Storvorde. Industrivarme er netop et sådant firma, og derfor vedgår Ejnar Siig Christensen åbent, at han selv har økonomisk interesse i sagen. - Men derfor kan pointen jo være god nok. På blot et enkelt anlæg kan der være flere hundredtusinde kroner at spare om året. Eksempelvis kan en effektiv udnyttelse af et kedelsystems røggasser ofte forbedre den totale virkningsgrad med helt op til 20 procent, påpeger Ejnar Siig Christensen. Han mener, at der for mange virksomheder vil være sund fornuft i at gøre to ting: for det første søge tilskud til energiforbedringer af deres dampinstallationer, for det andet udlicitere driften af anlæggene. - Rigtig mange virksomheder udliciterer blomstervanding og vinduespudsning. Det er et paradoks, at de ikke gør det samme, når det handler om drift af energislugende anlæg. Det er der langt flere penge i, siger Ejnar Siig Christensen. At der faktisk er energi at spare på dampinstallationer rundt omkring på nordjyske virksomheder, bekræfter Lone Vad Andersen, leder af elselskabet Energi Nords energirådgivning. - Vi oplever, at der er en del at komme efter. Specielt på de virksomheder, hvor der ikke er en fast tekniker tilknyttet, siger Lone Vad Andersen. - Men det er altid et spørgsmål, hvor meget det kan betale sig at gøre. Har man et mindre anlæg, kan en gennemgang og efterfølgende automatisk overvågning være nok. Har man et større anlæg, kan det måske betale sig at udlicitere driften. Det må man vurdere konkret i hvert enkelt tilfælde, siger Lone Vad Andersen.