Tyskland

Hold dog til højre

En langsommere bil i ydrebanen eller midtersporet overhales indenom af en hurtigere bil. Det er et dagligt syn på motorvejene og en stor kilde til irritation for både den overhalende og den overhalede.

Ny analyse fra salgets organisation, Business Danmark, viser, at otte ud af ti dagligt ser bilister, som ikke trækker til højre efter en overhaling. Ifølge færdselsloven skal kørende under hensyntagen til anden færdsel holde så langt til højre som muligt. Men hvor er hensynsfuldheden blevet af? I Tyskland trækker bilisterne til højre og gør plads til andre biler og udrykningskøretøjer. Men i Danmark leger mange selvbestaltet politi i ydrebanen. For hvis jeg kører den maksimalt tilladte hastighed, så skal ingen have lov til at køre forbi. Og hvad får man lige ud af det - andet end at provokere andre til at overhale indenom. Men det er også forbudt at overhale indenom. Og det kan skabe farlige situationer. Det er så let at undskylde sig med, at det er fordi, at de andre i ydrebanen kører langsomt. Før man får set sig om, sidder det på rygmarven at overhale indenom. En rigtig skidt vane. Det hele ville glide så meget lettere, hvis danskere ligesom tyskerne holdt til højre efter endt overhaling. Hvor svært kan det være?