Hold fast i fligen af sandhed

I sidste uges Weekendavisen redegjorde David Trads, som er tidligere chefredaktør på dagbladet Informatíon og i dag lektor ved Syddansk Universitet, for sit syn på faget journalistik.

Efter indledningsvis at have omtalt forbilledet Carl Bernstein, som sammen med kollegaen Bob Woodward stod bag afsløringerne af præsident Nixon i Watergateskandalen, fremhæver David Trads nærværende dagblads chefredaktør Ulrik Haagerup, fordi sidstnævntes ambition er at drive de bedste historier om de væsentligste emner frem gennem solid journalistik. Samme Ulrik Haagerup skrev da også en søndag for nogle uger siden en velargumenteret klumme, hvor han sagligt begrundede NORDJYSKE Stiftstidendes brug af en anonym kilde i sagen om den vedholdende mobning på politistationen i Hjørring. Den rystende kendsgerning er tydeligvis også, at havde avisen ikke så stædigt holdt fast i den historie, som journalisterne Tino Pedersen, Lars Teilmann og Claus Kræmmergaard på et tidspunkt må have fået færten af, ville offentligheden måske heller aldrig have fået kendskab til den. Ligesom politimester Poul Nørgaard sandsynligvis aldrig ville have været tvunget ud i sit mildest talt mislykkede forsøg på at gøre rede for situationen på stationen. Politimesterens såkaldte redegørelse bestyrker ulykkeligvis kun den begrundede mistanke om, at stationens øverste leder ikke magter sit ansvar. I stedet skyder han skruppelløst skylden på især en sagesløs person. Det eneste sikre efter offentliggørelsen af Poul Nørgaards i flere henseender tynde redegørelse, som rigspolitichef Torsten Hesselbjerg har læst og godkendt, samt justitsminister Lene Espersen taget til initiativløs efterretning, ja, det er desværre, at man som borger efterlades med flere uafklarede spørgsmål end svar. Lad os holde fokus på tre af de helt centrale. Det første spørgsmål lyder i al sin enkelhed, hvordan Poul Nørgaard i omkring fire år har kunnet lade samarbejdsproblemerne stå i stampe uden aktivt at inddrage de mobbede? Spørgsmålet er ikke mindst relevant på baggrund af det faktum, at politimesteren langt om længe har indrømmet, at forholdene udtrykkeligt ikke har været glimrende, hvilket ellers lige præcis var det superlativ, som han karakteriserede situationen med umiddelbart efter, at sagen igen begyndte at rulle. Dernæst kunne man vel med rimelighed spørge, hvordan rigspolitichef Torsten Hesselbjerg, som er politimester Poul Nørgaards foresatte, kunne slå alle systemets advarselslamper fra og på samme vis lade stå til i månedsvis uden at gribe ind overfor så alvorlig mobning på en arbejdsplads, der skal levere lige præcis tryghed og sikkerhed til borgerne? Svarene henstår i det uvisse. Endelig kunne man spørge, hvad fællestillidsmand Jens Jørgen Møller Nielsen, som burde være alle ansattes repræsentant i forhold til ledelsen, helt konkret har bedrevet for at forbedre samarbejdsforholdene? Heller ikke dette enkle spørgsmål har politimesterens redegørelse kunnet kaste bare en smule lys over. Kunne det tænkes, at svaret ligger ubehageligt lige for, idet intet seriøst fra hverken Politiforbundets eller fællestillidsmandens side er blevet gjort? Det forekommer i hvert fald mere og mere sandsynligt. Efter læsning af Poul Nørgaards redegørelse føler man sig kort sagt forstemt, fordi man mærker en hensigt, som bestemt ikke klæder politimesteren. Han forsøger simpelthen at tørre sit ansvar for miseren af på de mobbede og i særdeleshed på kriminalassistent Lars Hansen, hvis anstændighed og faglige kvalifikationer ingen hidtil har kunnet anfægte bare det mindste. Læren af denne sag må for alle journalister derfor være, at de skal holde godt fast i enhver af sandhedens nok så små flige, som de i kraft af flid måtte have held til at finde. Det bør politimester Poul Nørgaard for resten også gøre!