Hold fast moderne samfund

Ordet "modernus" blev første gang brugt i slutningen af det 5. århundrede til at adskille en nutid, der officielt var blevet kristen, og en hedensk, dvs. romersk fortid.

Siden dengang har udtrykket været konnoteret med en intenderet diskontinuitet mellem det nye og det gamle. Udtrykket "moderne" blev brugt igen og igen til - hver gang med nyt indhold - at udtrykke bevidstheden om en ære, der refererer tilbage til fortiden i den klassiske antik eller til enhver anden fortid, der blev set som en model, der skulle efterlignes. Fra slutningen af det 18. århundrede breder en ny betydning af moderniteten sig over alt, hvor især den tyske filosof Hegel i eksplicitte termer peger på det radikale brud med traditionen, som følge af Oplysningen og den franske revolution. Den moderne verden modstilles nu med den gamle ved det faktum, at den er radikal åben for fremtiden. Nutidens forbipasserende moment indtager her en fornem position som det udgangspunkt, hvor ud fra hver generation på ny må indbefatte hele historien. Historie forstås ligeledes som en omfattende proces, der skaber problemer, mens tid betragtes som en knap ressource til at overvinde disse problemer og hvor stigningen i antallet af udfordrende begivenheder føles som tidenspres. På grund af dens stærke opposition til traditionelle begrundelser må moderniteten stole på fornuften. Selv hvis de moderne ønsker at efterligne en idealiseret fortid, måtte valget af denne model begrundes ud fra deres egne standarter og i lyset af kriterier, som de måtte hente ud af modernitetens egne normative kilder. Kulturelle traditioner bliver derfor mere og mere refleksive, således at de ikke længere blot tages for givet. Fra en hypotetisk synsvinkel kan de kontrolleres og for at blive videreførte må de mere eller mindre bevist tilpasses tilefterfølgende generationer. På denne baggrund lader den store tyske oplysningsfilosof par excellence Immanuel Kant fornuftens interesser forene i sine tre berømte spørgsmål: 1. Hvad kan jeg vide? 2. Hvad bør jeg gøre? 3. Hvadmå jeg håbe? I det tredje spørgsmål retter Kant blikket mod en forening af på den ene side det normative, fornuftens frihed og dannelsen af den autonome vilje, og på den anden side de mulige betingelser for erkendelse. Kort sagt, hvad vi ved og kan beskrive, skal stemme overens med måden, hvorpå vi har en autonomi, der på sin side er mulighedsbetingelsen for, at vi overhovedet kan vide noget. En demokratiserende styrkelse af det civile samfund forudsætter således et produktivt samspil mellem elementer af principielt ræsonnerende, rationel samtalekunst og subjektivt erfaringsorganiserende decentrale fællesskaber og offentligheder (foreninger, klubber, interesseorganisationer, osv.) Og det er i de sidstnævnte fora, at engagementet i demokratisk politik kan vækkes, udvikle sig og gennemløbe kvalificerede læreprocesser. Disse er en integrerede del af det åndelige arvegods og de historiske forhold, der har virket befordrende for udviklingen af det moderne danske samfund og således danner den arv, som det danske samfund på godt og ondt i kraft af sin historie er udstyret med. Den seneste tids begivenheder, den ene i kølvandet på mordet i sidste uge ved Café Rust og den anden det skammelige brandattentat mod Rikke Hvilshøjs bopæl, skal og bør bruges til at motivere og mobilisere en folkelig reaktion mod ethvert tilløb til at skabe fascistoide, nazificerede, fundamentalistiske eller middelalderlige forhold i Danmark. Løsningsmodellen, som bønnelederen Abu Laban fra Det Islamiske Trossamfund i København plæderer for, er ikke en del af løsningen. Tværtimod må denne løsning betragtes som en del af problemet, thi at underlægge sig en aftale under udtalte trusler, er intet andet end suspendering af den demokratiske retsopfattelse, hvilket må bekæmpes med alle til rådighed værende demokratiske rets principper. De spørgsmål, vi hellere må stille os selv i denne tid, er, hvad vi mener med en demokratisk samfundsmodel, og hvorledes vi hver især må forholde os til de idealer, der stråler ud af folk som bønnelederen Abu Laban, for dette paradis på jord, som disse plæderer for, kan vise sig at være vores helvede på jord. De afmægtige, der har gjort sig bemærket ved attentatet på Rikke Hvilshøjs bopæl, viser med al uønskelig tydelighed den forråelse og vulgarisering af det politiske miljø, der har fundet sted i det danske samfund. På den anden side må vi undersøge baggrundene for, at disse mennesker har udviklet denne så radikalt nihilistiske tilgang til deresegne og andres liv. Det, som bønnelederen Abu Laban og attentatmændene har til fælles, er følgevirkningerne af deres idealer og handlinger, som i det lange løb kan være med til at destruere ideen om den myndige borger i et åbent, tolerant og frem for alt demokratisk sindet samfund. Den position, jeg argumenterer for, baserer sig entydigt på en oplysningsposition, ud fra hvilken en kritisk stillingstagen til det civile samfund må dreje sig om en offentlig, samfundsborgerlig interaktion mellem frie individer, ikke om at vende tilbage til før-moderne tilstande som tvangsfællesskaber i skikkelse af familiensære, tvangsægteskaber, blodhævn, overfald og mord på opponenter og politiske modstandere. Maziar Etemadi er født og opvokset i Iran og har siden august 1984 været bosat i Danmark. Har studeret filosofi på Københavns Universitet og underviser nu på center for Filosofi og Videnskabsteori på Aalborg Universitet. Bredt orienteret med interesserer inden for kunst, litteratur, historie, politik, etc. Dybt fascineret af den klassiske danske litteratur, især Henrik Pontoppidan.