Lokalpolitik

Hold ferie i Skinneløse

Nedlagt bane er godt for turismen. Også uden skinnecykler

AARS:Helt lykkelig er den konservative Ilse Skadhauge Larsen ikke. Godt nok har et enigt byråd i Aars nu sagt ja til at bidrage med de 250.000 kroner, det koster at overtage banestrækningen i Aars, og dermed skabt grundlag for en rekreativ cykelstrækning fra Løgstør til Viborg. Men som borger i Hornum har hun sammen med Hornum Borgerforening været med til at kæmpe en entusiastisk kamp for at bevare skinnerne på strækningen, når den er nedlagt. - Jeg føler det, vi har nået her som et lille nederlag. For turismen havde det været en kæmpe gevinst, hvis der både var blevet plads skinnecykler sammen med en ridesti og cykelsti, pointerede hun i forbindelse med byrådets behandling af sagen. Hun erkendte samtidig, at slaget er tabt, når ikke engang nabokommunen Aalestrup, der i forvejen har et Cykelmuseum, der benytter en del af strækningen til skinnecykling, ønsker at beholde skinnerne. Helt overordnet er byrådet i Aars enige om, at banestrækningen bliver en gevinst for Vesthimmerlands Kommune, når den bliver asfalteret. Strækningen går gennem alle de fire nuværende kommuner og sammen med den gamle Hvalpsundbane får kommunen dermed et attraktivt net af cykelstier. - Det er simpelthen en pragtfuld måde, vi får den nye kommune bundet sammen på, fastslog Mogens Holm (S). Borgerlistens Ejner Larsen pegede på, at banestrækningen bliver et stort aktiv for turister i alderen 50+, og var enig med alle i, at det optimale er en asfalteret strækning fra nord til syd. Det ligger i aftalen med Trafikministeriet, at kommunerne langs banestrækningen allerede fra årsskiftet skal stå for vedligeholdelsen selvom de først overtager den 1. maj 2006. Fræk udgift - Jeg synes, det er frækt, at vi allerede om 14 dage skal til at stå for vedligeholdelsen af en strækning, som Banestyrelsen ikke har vist vilje til at gøre noget som helst ved de seneste fem år, lød det med et fortørnet gran malurt fra Martin Glerup (S). Pligten til at luge mellem skinnerne betyder, at Aars Kommune næste år må finde 100.000 kroner ekstra til at holde strækningen ren. Det kan Ernst Pinstrup (K) godt leve med. - Hidtil er det ikke blevet gjort på en måde, jeg synes man kan være bekendt. Lad os håbe, at vi kan gøre det lidt bedre. Et enigt byråd vedtog at sige ja til aftalen, men dog på den betingelse at kommunen ikke senere risikerer at komme til at hænge på udgifterne til eventuelt forurening på strækningen.