Nørresundby

Hold fingrene væk fra eternit-grund

AALBORG: Køb af grund og nyt byggeri på Dansk Eternits grund ved Østre Allé bør være en privat opgave. - Det er ikke noget at belaste kommunens økonomi med, mener Signe Friis, Venstre-medlem af Aalborg Byråd. Hun er således stærkt uenig med byrådsfællen, Sigvart Sigvartsen (S), direktør for Nørresundby Boligselskab, og tør med åbent sind videregive, at resten af hendes byrådsgruppe er enige heri, skønt hun endnu ikke har haft lejlighed til at afstemme meninger med gruppen. - Selvfølgelig skal det ikke være kommunen, der skal købe, siger hun. I NORDJYSKE Stiftstidende i lørdags opfordrede Sigvart Sigvartsen alle parter til at bevare roen og have is i maven, når det gælder anvendelsen af det kæmpemæssige centralt placerede industriareal. Han betragter det som en dødssynd, hvis nogen skulle forhaste sig til at bygge noget blot for at få bygget i en tid med lavkonjunktur. Han mener, at kommunen vil være den bedste til at garantere for kvaliteten af det, der måtte komme. Han forestiller sig en tidshorisont for ca. 10 år for udnyttelsen af eternitgrunden, der er på størrelse med 50 fodboldbaner. -ih