Fødevarer

HOLD MADEN REN

Risikoen for en bakterieinfektion fra maden er langt mindre, hvis man følger nogle helt banale råd om hygiejne. Mangel på omtanke ved grillen er en oplagt årsag til smitte. Fødevarestyrelsen har følgende råd: Hold råt for sig og stegt for sig. Brug to grilltænger eller to sæt af andre køkkenredskaber ved grillstegning. Èt sæt til det rå kød og ét til det færdigstegte kød. Eller desinficer tangen i varmen fra kullene. Brug ét fad eller skærebræt til det rå kød og et andet rent fad til det grillede kød. Sygdomsfremkaldende bakterier som salmonella eller campylobacter kan nemt blive spredt fra det rå til det stegte kød, hvis der bruges samme grilltang eller samme skærebræt til råvaren og til den spiseklare mad. Lægger man råt kød på grillen med fingrene, kan man overføre bakterier til for eksempel salat og brød. I køkkenet skal man på samme måde bruge forskellige redskaber til tilberedning af kød og f.eks. salat.