Hold øje med serviceniveau

I denne weekend på Socialdemokraternes kongres i Aalborg diskuteres kvalitetsniveauet for fremtidens velfærdssamfund under en S-ledet regering.

Flemming Møller Mortensen

Flemming Møller Mortensen

Som politikere opstiller vi til stadighed mål for kvalitetsniveauet i vort samfund – det være sig på vores daginstitutioner, folkeskoler, sygehuse og for vores miljø. Jeg vil tillade mig at påstå, at politikernes bundne opgave er blevet at sikre lavest acceptable serviceniveau for at gøre flest mulige tilfredse inden for den givne økonomiske ramme. Grænsen for lavest acceptable niveau er netop der, hvor vi alle – ligegyldigt om vi er unge, midaldrende eller gamle, velhavende eller fattige – har et sikkerhedsnet under os, der forhindrer, at vi ryger igennem og rammer bunden. Regeringen og DF er godt i gang med at trævle sikkerhedsnettet op i vores velfærdssamfund og flytte grænserne for kvalitet til et uacceptabelt niveau. Er det eksempelvis ansvarligt og medmenneskeligt acceptabelt at fastsætte et minimumsbeløb for starthjælpen, som er under fattigdomsgrænsen i Danmark? Er det økonomisk fornuftigt at undlade forebyggelse af sygdomme og i stedet skubbe ansvaret over på den enkelte borger? Er det rimeligt, at mænd og kvinder, der ikke kan få børn som følge af kræftbehandling eller lav sædkvalitet, selv skal betale for deres behandling? Og er det acceptabelt, at grænsen for, hvor mange kemikalier landbruget må udlede i miljøet, ikke håndhæves? Ja, lyder svaret tilsyneladende fra regeringen og Dansk Folkeparti. Sammen har de fastsat et serviceniveau, som i mine øjne er ganske uacceptabelt. I stedet for at fastholde et minimum af kvalitet i serviceydelser trævles sikkerhedsnettet op for de svageste grupper i vores samfund, og helt uacceptable vilkår blåstemples. Det er stærkt bekymrende, fordi vi er på vej til at ødelægge det velfærdssamfund, som gør Danmark til et godt og trygt sted at leve. For alle. Derfor er det vigtigt, at vi politikere på Christiansborg igennem et sundt og godt demokratisk samarbejde [læs: uden hæmmende blokpolitik] udviser ansvar ved at sætte et sikkerhedsnet op, som forhindrer de svageste grupper i at ryge igennem og skrabe mod bunden. Som socialdemokrat mener jeg i modsætning til regeringen og Dansk Folkeparti, at starthjælpen skal hæves over fattigdomsgrænsen – det er ikke ansvarligt og ej heller medmenneskeligt acceptabelt at lade folk leve i fattigdom i et af verdens rigeste lande. Vi skal forbedre vores sundhed ved i langt højere grad at forebygge i stedet for udelukkende at halte bagefter med behandlende lappeløsninger. Der skal være fri og lige adgang til sygehusbehandling for alle; det er uacceptabelt at indføre brugerbetaling, eksempelvis som det sker ved behandling for barnløshed. Når vilkårene for samfundets svageste borgere ser ud til at blive stadigt sværere, må jeg nødvendigvis stille spørgsmål til vælgerne om, hvorvidt det er de rigtige i Folketinget, der siden 2001 har sat niveauet for velfærden i Danmark? Som Niels Hausgaard engang spurgte: ”Har de fleste ret, eller er de bare flest?”. Jeg er gennem årene blevet klar over, at bredden og dybden i et demokrati – det vil sige, hvor velfungerende og fair det er – afspejler sig i måden, hvorpå vi behandler samfundets svageste. Jeg mener, at dansk demokrati savner bredde – det kan gøres bedre! Det lavest acceptable serviceniveau i vort samfund skal til stadighed bedømmes af vælgerne, der har borgerret og -pligt til at acceptere eller forkaste det fastsatte niveau. Min appel skal være, at de stærkeste (fleste) tager ansvar og hjælper de svageste, så de fleste ikke bare sikrer deres egen hverdag og fremtid.