Holdbar vin fra hælen

Rione dei Dogi Riserva 2000, Salice Salentino, Italien. Vi er igen nede i den nederste del af Italien. Der kommer vi jo efterhånden ofte. Distriktet hedder Apuglien, og appellationen Salice Salentino; allernederst på støvlehælen. 2000 var en god årgang i området.

Normalt kan den slags være lige meget, når vi taler om syditaliensk vin, fordi der normalt købes herfra til øjeblikkeligt forbrug. De færreste flasker overlever weekenden, men faktisk kan der fremstilles holdbar vin her. Det er da også værd at lægge mærke til, at denne vin er høstet for næsten fire år siden. Man fornemmer alderen. Den fylder og er godt sammensat. Drikkes til de lidt kraftigere retter. Vores smagehold var gennemgående godt tilfreds og gav seks point af ni mulige. SuperBest (tlf. 70100203), 49,95 kr.