Holdbarhed hos Ny Alliance

Partiet er mere end en døgnflue, mener forsker, som dog advarer partiet mod dets skattepolitik

Skattepolitik 2. september 2007 06:00

KØBENAHVN: Ny Alliance leverede et jordskælv til dansk politik, da det blev dannet tilbage i maj. Siden er opbakningen i meningsmålingerne faldet, men partiet skal nok klare sig i årene frem. - Jeg tror ikke, at potentialet er så stort, som de ligger til i øjeblikket, men den grundlæggende platform med en meget højreorienteret skattepolitik og mere venstreorienteret værdipolitik skal der nok være to procent af vælgerne, der støtter, siger valgforsker Rune Stubager på Aarhus Universitet. Ny Alliance præsenterede torsdag et samlet program, men styrken ligger i udgangspunktet. - De har allerede positioneret sig som et borgerligt midterparti, der vil mindske Pia Kjærsgaards indflydelse. Det alene sikrer dem valg første gang, når de samtidig ikke har et program, som skræmmer for mange vælgere væk, vurderer Rune Stubager. På partiets vegne er han mest bekymret for skattepolitikken, som fjerner top-og mellemskat. - Skattepolitikken alene sætter en stopper for, hvor stort partiet kan blive. Sådan som politikken er blevet lagt frem i medierne, er det ikke en folkesag, siger han. Selv om partiet er borgerligt, vil Naser Khader og de andre stiftere ikke love at pege på Anders Fogh Rasmussen efter et valg. Rune Stubager mener dog ikke, at der kan være tvivl om, at det sker. - Det er en del af partiets eksistensberettigelse, at de vil af med Pia Kjærsgaard, men at de heller ikke vil have Helle Thorning-Schmidt. Hvis vælgerne var tilfredse med Thorning, kunne de lige så godt stemme radikalt eller på Socialdemokraterne, siger han.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...