Holdet bag Jomfruburet snart på plads

Mange var mødt frem på stormødet, hvor de sidste opgaver skulle uddeles

HJØRRING:Skuespillere, rekvisitører, musikere, sminkører og mange, mange flere. Kort sagt: Teaterfolk i skøn forening var samlet, da bestyrelsen bag Hjørring Sommerspil søndag kaldte til stormøde forud for årets opsætning på friluftsscenen i Sct. Knuds Kilde. I år er det Franz Schuberts ”Jomfruburet”, der skal opføres, og at det netop bliver det stykke, er til stor glæde for bestyrelsesformand Thorvald Baggesen. - Det er først og fremmest fordi, at det musikalsk er noget af det flotteste, som vi har prøvet at opsætte, lyder det. Den nytiltrådte formand kan iøvrigt glæde sig over, at Hjørring Sommerspil for en gangs skyld ikke har en tyngende økonomi hængende på skuldrene. - Vi har jo længe kæmpet med økonomien, men det ser heldigvis ud til at være ovre nu. Instruktør for stykket er i år Vibeke Sybrandt, som iøvrigt er bosiddende i Australien. Vibeke Sybrandt kommer først til Hjørring, når prøverne starter 13. april, og derfor var det i går Thorvald Baggesen, som bød de fremmødte teaterfolk velkommen til stormødet. ”Jomfruburet” er iøvrigt det 13. stykke, som opsættes i Sct. Knuds Kilde, og ligesom de øvrige gange er der masser af medvirkende. Thorvald Baggesen fortæller således, at man forventer, at der vil være mellem 50 og 75 medvirkende på scenen i løbet af forestillingen. Det er dog ikke kun på scenen, at der bliver arbejdet, for også rekvisitører, sminkører, syersker og musikere har travlt. I alt kommer mere end 100 personer på den måde i sving. Premieren på ”Jomfruburet” er fastsat til 25. juni, og derefter vil stykket blive opført ti gange på stribe, så der skulle dermed være rig mulighed for at få sig en oplevelse på én af friluftsscenens tilskuerpladser.